Overskud halveret i Skako
Stigende råvare- og komponentpriser får Skako Industries til at nedjustere forventningerne til årets resultat.
Fåborg-virksomheden har øget omsætningen med 12 % til 350,2 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år, og Skako melder samtidig om stigende ordrebeholdning. Alligevel har bestyrelsen set sig nødsaget til at nedjustere forventningerne til årets resultat:
- Som følge af resultatet i første halvår, og at de iværksatte tiltag for at forbedre indtjeningen først vil have fuld effekt på lidt længere sigt, må forventningerne til året som helhed ændres til et resultat før skat på 15–20 mio. kr. mod tidligere meddelt i niveauet 40 mio. kr. Nedjusteringen skyldes primært det utilfredsstillende resultat i WorldLift Industries A/S, oplyser Skako Industries i sit regnskab.
Bestyrelsen anser det samlede resultat som utilfredsstillende, men bemærker at ordrebeholdningen og forventningerne til yderligere ordreindgang er tilfredsstillende. Overskuddet for første halvår lyder på 7,8 mio. kr.
Kilde: Københavns Fondsbørs