23948sdkhjf

Millioner til fynsk robotvirksomhed

Vækstfonden og Syddansk Innovation samt en nyansat direktør investerer 10 mio. kr. i opfinderfirmaet Universal Robots. Firmaet er klar med en billig og fleksibel robotarm, der kan løse gentagne og ensidige arbejdsopgaver i industrivirksomheder.
Den lille, fynske virksomhed Universal Robots får en gevaldig kapitalindsprøjtning på 10 mio. kr. til at fremstille og sælge en hær af billige og simple robotarme til det danske og tyske marked for industrirobotter.

Vækstfonden investerer 7,85 mio. kr., Syddansk Innovation møder med 1,9 mio. kr., og den nyansatte direktør indskyder selv 250.000 kr. i Universal Robots, der blev stiftet af datalog Esben Østergaard og ingeniør Kristian Kassow i 2005 sammen med Syddansk Innovation i Odense. De har også været igennem et Springboard hos CONNECT Denmark.

Robotarmen afhjælper det, som branchen kalder ”automationsfælden”. Små og mellemstore industrivirksomheder i Vesten står i et dilemma: De har manuelle rutiner, men arbejdskraften er dyr, og det gør det svært at konkurrere med lande, hvor lønnen er lav. Løsningen kan være at købe en robot, men de er for dyre, for komplekse og for ufleksible – indtil nu.

EasyBot fra Universal Robots koster i størrelsesordenen 100.000 kr. Det er væsentligt mindre end industrirobotter, som fx står på bilfabrikker. EasyBot ”lærer” selv at udføre opgaven, ved at man fører armen rundt og viser opgaven. Den kræver ikke en kobling til et stort system og kan installeres af enhver. Endelig vejer den kun 18 kg, så den kan løftes rundt i virksomheden og sættes ind på nogle minutter, hvor der er brug for den.
- Det er en innovativ løsning, der retter sig mod mindre virksomheder i stedet for udelukkende store industrikoncerner. Teknologien er blåstemplet af eksperter, og med en kompetent direktør i spidsen kan vi nå ud til kunderne, siger investeringschef Uffe Arlø Theilade, Vækstfonden, der opdagede Universal Robots ved et tilfælde under et besøg i Odense.

Den ny direktør Enrico Krog Iversen har tidligere været salgsdirektør i SCAN A/S.

- Virksomheden har en ambitiøs og fokuseret strategi, som det bliver spændende at føre ud i livet. Vi satser i første omgang på det danske og tyske marked, som begge har en omfattende produktion af metaldele i mindre virksomheder, siger Enrico Krog Iversen.

Kilde: Vækstfonden - http://www.vaekstfonden.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078