Herning Varmforzinkning påvirket af konkurrencen
Det er ikke lykkedes Herning Varmforzinkning at øge omsætningen helt som budgetteret. Virksomheden har i regnskabsåret 2004/05 mærket den generelle afmatning i samfundet og den deraf øgede konkurrence.
De faldende priser på zink i årets løb har bevirket et mindre forbrug af zink. Resultatet er også ekstraordinært påvirket af en kursnedskrivning af mellemregningen med datterselskab i Letland.
De forhold betyder, at resultatet før skat i moderselskabet er et overskud på 1.406.000 kroner før resultat af datterselskaber. Resultatet er forbedret med 2.726.000 kroner i forhold til sidste år.
Resultatet af aktiviteten i datterselskabet i Letland er på grund af en hård langvarig vinter ikke som forventet, men dog tilfredsstillende. Der har været et overskud i Baltic Zinc Technics SIA på 2.037.000 kroner før skat.
På baggrund af den fortsatte stille udvikling i branchen og den generelle konkurrencesituation forventes det ikke, at omsætningen i Danmark kan forøges væsentligt.
- Vi kan ikke lige nu se tegn på forbedringer i Danmark, men udviklingen i Baltikum er nu stabil og meget lovende. Derfor ser vi meget optimistisk på de kommende år, siger Inge Lise Søndergaard, ansvarlig for administration og indkøb, til ErhvervsBladet.
Aktiviteten i Letland har nået et niveau, der giver forventning om en stabil udvikling fremover. Udviklingen i zinkprisen, lønninger og valutakurser forventes ikke at påvirke det kommende år væsentligt. Sammen med besparelser i virksomheden forventes det at resultere i et positivt resultat for modervirksomheden og et pænt overskud i koncernen som helhed.
Kilde: Herning Varmforzinkning A/S, årsrapport 2004/05.