Jernstøberi arbejder med ren nostalgi
Vejen-virksomheden Velamp har fundet en niche i produktionen af klassiske lamper, bænke og støbejernsvinduer.
- Energi Viborg var på besøg hos os sidste år, og vi snakkede lidt om det flere gange efterfølgende. De bruger jo i forvejen Louis Poulsen rigtig meget og bingo, pludselig fandt de en rund LED-komponent, der passede ned i vores lamper. Så bestilte de 16 lamper, og nu er vi spændte på, hvordan det nye blændfrie lys bliver modtaget ved åbningen den 18. juni, lyder den korte version af forløbet fra Morten Schwartz Christensen fra Velamp.
Den sydjyske virksomhed er søsterselskab til Uldall’s Jernstøberi, hvor man gennem 72 år har lavet støbejernsartikler til industrien og bymiljø.
- Vi har støbt lamper her igennem 50 år, hvor vi startede med at overtage lamperne nede fra Ribe Jernstøberi. Dengang var der en masse støberier, der lavede lamper, og nu er vi de eneste, der er tilbage. I dag er der ikke nogen, der har sådan et fuldt program inden for støbejernsartikler, som vi har, forklarer Morten Schwartz Christensen.
Udover gadelamper producerer Velamp også støbejernsbænke og vinduer.
- Vi har 200 forskellige slags vinduer og tre forskellige bænke og lige p.t. er det højsæson for disse produkter, siger Morten Schwartz Christensen.
Lampe-sortimentet tæller blandt andet klassikere som Ribe-lampen og Københavner-lampen, og derudover har man blandt andet lavet lamper til Fredensborg Slot, Gråsten Slot, Skælskør, Kalundborg, Tranekær og nu igen Viborg.
- Vi støber det hele selv her i Vejen, og vores overfladeteknologi er ret unik, hvor vi giver 30 års garanti. Vores varemærke er, at vi stadig kan støbe nogle af de her gamle lamper. Vi har otte forskellige lampehoveder og nogle forskellige søjler, som de kan monteres på tilføjer Morten Schwartz Christensen.
Samtidig med ordren på de 16 Viborg-lamper har Velamp fået tilladelse af Louis Poulsen til også at implementere LED-teknologien i de andre bylamper.
- Det er dog svært at få hul på en ny by i øjeblikket, for kommunerne er jo pålagt besparelser. Det er nemmere i de byer, hvor vi er inde, for der skal de have suppleret op. Sådan nogle gamle lamper er selvfølgelig dyrere, men spørgsmålet er, om de er dyrere, hvis man laver en vugge til grav beregning med vores garanti på 30 år, slutter Morten Schwartz Christensen.