Boiler Works får DI Sønderjyllands Initiativpris 2005
Boiler Works A/S blev modtageren af DI Sønderjyllands Initiativpris 2005. Virksomheden belønnes for sine imponerende resultater og evne til vækst og udvikling.
- Boiler Works A/S har siden starten af efteråret 2002 vist imponerende resultater med hensyn til vækst og udvikling inden for både resultat, egen-kapital og antal ansatte. Virksomheden har på få år formået at skabe en fornuftig forretning ud af fremstilling og service indenfor energianlæg (kraftværker og affaldsanlæg), sagde formanden for DI Sønderjylland Finn Buus Nielsen.
Samtidig fremhævede Finn Buus Nielsen de tre grundlæggere af Boiler Works A/S - ingeniørerne Henrik Aarøe, Henrik Damm Matthiesen og Laust Peder Knudsen – som eksempler på, at man godt kan "springe ud som iværksætter" efter mange års lønmodtagertilværelse.
- Vi har brug for flere iværksættere i Sønderjylland, som kan udvikle nyt og tilføre både nystartede og etablerede virksomheder ny viden og kompetence, sagde Finn Buus Nielsen.
Boiler Works A/S var naturligt nok meget glade for prisen.
- Vi er meget glade og stolte over at få tildelt DI Sønderjyllands InitiativPris. Vi ser det som et stort skulderklap til det arbejde og den udvikling, der er sat i gang på virksomheden, og som vores medarbejdere yder en meget stor indsats for at gennemføre, sagde Boiler Works adm. direktør Henrik Aarøe.
Boiler Works A/S blev etableret i oktober 2002, da det oprindelige BWE (Burmeister & Wain Energi) blev opdelt og solgt til forskellig side.
Boiler Works blev etableret på basis af BWE's fabrik i Tønder og samtlige montageaktiviteter. Boiler Works har specialiseret sig i fremstilling og levering af højtrykskomponenter som bl.a. rørsystemer, panelvægge, samlekasser m.v. til kraftværker, affalds- og biomassefyrede anlæg, industri- og petrokemiske anlæg.
Virksomhedens marked var det første år Danmark, men er siden udvidet til Sverige og Tyskland. Og i dag er Boiler Works også på vej i både Polen og Rusland.
1. januar 2005 har Boiler Works opkøbt en anden Tønder-virksomhed Heatwell, som producerer varmevekslere til højtryk. Med købet af denne virksomhed kan Boiler Works foruden service, reparation og udskiftning også tilbyde eget produkt i form af varmevekslere.
Virksomheden opnåede allerede efter første år en meget flot omsætning. Fra 2003 til 2004 blev både omsætning og bruttoresultat fordoblet. Samtidig blev egenkapitalen øget fra 1 til 6.6 mio. kr. Medarbejderstaben er fra de første 3 medarbejdere i 2002 udvidet til 58 i 2003 og til 97 i 2004.
Dansk Industris regionale InitiativPris uddeles en gang om året til en mindre eller mellemstor virksomhed, der gennem særligt initiativ og virkelyst indenfor teknologi, afsætning og uddannelse har skabt grundlag for vækst.
Prisen har været uddelt siden 1994 og tidligere prisvindere er bl.a. Damm Cellular Systems A/S, Elvstrøm Sails A/S og Nordic Mast A/S.
Vinderen af DI Sønderjyllands InitiativPris er sammen med de andre regionale vin-dere nomineret til Dansk Industris landsdækkende InitiativPris, som overrækkes af HKH Prins Joachim, torsdag den 9. februar 2006 i Industriens Hus i København.
Kilde: DI Sønderjylland.