23948sdkhjf

Nyt om navne: Ny miljøpolitisk chef hos Plastindustrien

Den 1. september starter Christina Busk som miljøpolitisk chef i Plastindustrien.
Christina Busk tiltræder den 1. september som miljøpolitisk chef hos brancheforeningen Plastindustrien, der repræsenterer mere end 230 danske plastvirksomheder. Hun kommer fra en stilling som chefkonsulent i Dansk Industris miljøpolitiske enhed, hvor hun i næsten ti år har varetaget medlemmernes interesse på det miljøpolitiske område og senest har stået i spidsen for DI’s miljø- og ressourcepolitik.

Hos Plastindustrien bliver Christina Busk ansvarlig for at sætte foreningens politiske præg på en række af de aktuelle miljødebatter, der er særligt relevante for Plastindustriens medlemmer.

- Vi skal have skabt bedre betingelser for øget genanvendelse af plastaffald, og vi skal sikre en konstruktiv dialog om, hvordan vi fremmer en endnu bedre og mere sikker kemikalielovgivning. Derudover skal vi sta-digvæk have et stort fokus på at bekæmpe plastaffald i havet – der vil vi som branche gerne spille en endnu større rolle i forhold til at komme problemet til livs, fortæller Christina Busk.

Hos DI har Christina Busk også varetaget en række opgaver i forhold til politikerkontakt og interessevaretagelse på både dansk og europæisk niveau. Hun har blandt andet været initiativtager til en frivillig aftale med miljøministeren, hvor industrien har sat sig i spidsen for at øge genanvendelse og cirkulær økonomi i elektronikbranchen.

Derfor var hun en oplagt kandidat til posten som miljøpolitisk chef - det forklarer Plastindustriens administrerende direktør Thomas Drustrup:

- For første gang har vi oprettet en stilling som miljøpolitisk chef, hvor der er ekstra meget fokus på at præge de miljøpolitiske debatter samt på at skabe både intern og ekstern synlighed. Det ligger i naturlig forlængelse af foreningens strategiskifte, hvor politisk påvirkning og kommunikation er blevet langt vigtigere prioriteter. Christina er et meget engageret og udadvendt menneske, og hun har konkret erfaring med mange af de relevante miljødagsordener. Derfor passer hun godt ind hos Plastindustrien.

Christina Busk har endvidere en solid erfaring inden for miljøområdet eksempelvis kemi, producentansvar og grøn omstilling. Endvidere har hun erfaring med internationalt samarbejde for at øge eksportmulighederne af miljøteknologiske løsninger.

Christina Busk er cand.techn.soc. (miljøplanlægning) fra Institut for Miljø, Teknologi og Samfund ved Roskilde Universitet, hvor hun blandt andet studerede implementeringsmulighederne i REACH, samspilseffekter mellem kemiske stoffer, vindmølleindustriens konkurrenceevne og livscyklusanalyser af plastprodukter.

Privat er Christina Busk bosat i Roskilde, og hun er mor til to.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.347