23948sdkhjf

Schoeller Plast slutter cirklen

Forsyningsselskabet Fors har bestilt nye affaldsspande af 100 procent genanvendt plast indsamlet hos borgerne i Holbæk.
Systemet er produceret hos Schoeller Plast Enterprise af plast oparbejdet hos Aage Vestergaard Larsen A/S.

- Vi har - som de første i Danmark – fået lukket cirklen og opbygget en fuld produktionslinje, fra indsamling og sortering af husholdningsplast over behandling og til produktion af et færdigt plastprodukt. Snart kan vi sende det færdige produkt tilbage til husstande i Holbæk i form af et helt nydesignet og fleksibelt system, der udelukkende er lavet af den plast, kunderne selv har været med til at aflevere. Og vi er ret sikre på, at vores kunder bliver glade for det - de har nemlig selv været med til at designe det, siger Lærke Ærenlund, der er projektleder for plastprojektet og idémager for det nye tiltag.

Kunder efterspørger nye løsninger
Idéen til udvikling af det nye system er opstået hos Fors i forbindelse med indførelsen af den tredje beholder til plast og metal. Her oplevede de en stor efterspørgsel efter sorteringssystemet.

- Vores kunder efterspørger et system til køkkenet, der passer til det antal beholdere, som de har stående ude i indkørslen. Samtidig har mange svært ved at forstå, hvorfor vi siger, at plast er en ressource, og hvad plasten egentlig kan bruges til. Så idéen lå lige til højrebenet – at få produceret et sorteringssystem af kundernes egen plast, siger Lærke Ærenlund.

Fors og Schoeller Plast Enterprise i Regstrup har gennemført spørgeskemaundersøgelser både blandt Fors’ kunder og interessenter fra hele landet for at få afdækket, hvordan folk sorterer i dag.

- Undersøgelserne viste, at der er rigtig mange forskellige måder at håndtere affald på i køkkenet. Der er derfor også mange ønsker og behov, som vi har forsøgt at imødekomme. Det har krævet et meget fleksibelt system, som den enkelte husstand kan kombinere og bruge på et utal af forskellige måder, siger Jan Bybjerg Pedersen, forretningsudviklingschef, Schoeller Plast.

Udviklet i samarbejde med kunderne
Sorteringssystemet består af to spande, med tilhørende låg, i forskellige størrelser og en skillevæg, som den enkelte kan kombinere og placere på et utal af forskellige måder. Det er efter kundernes ønske, at systemet er blevet så fleksibelt. Fors og Schoeller Plast Enterprise har nemlig brugt repræsentanter for de forskellige kundegrupper i udviklingen.

- Vi har haft en gruppe af testpiloter til at afprøve forskellige løsninger i deres eget hjem. Det har givet os erfaring med, hvad der fungerer i praksis. Det har været en blandet gruppe af husejere og folk, der bor i etageejendomme, da begge grupper har forskellige ønsker og behov. Så det er i høj grad et kundedrevet design, siger Lærke Ærenlund.

Den stærke kundeinvolvering har givet mange gode input og ideer og har været en spændende udviklingsproces for Schoeller Plast, der normalt producerer plastprodukter til større industrikunder.

- Det har været en virkelig nyttig proces, da det har givet os et unikt indblik i de praktiske problemer, som slutbrugerne står overfor. Det er en ny måde at arbejde på for os, da dette produkt henvender sig til en ny målgruppe, vi ikke tidligere har arbejdet med, og resultatet af dette er endt op i et bedre produkt tilpasset og målrettet brugernes krav og ønsker, siger Jan Bybjerg Pedersen.

I første omgang udleverer Fors systemet til 2.000 husstande i Holbæk Kommune. Projektet er støttet med 3,2 mio. kr. fra Miljøstyrelsens Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09