23948sdkhjf

PowerCon leverer landstrømsanlæg til Kristianssand Havn

Anlægget er det første til den maritime industri for PowerCon, der traditionelt leverer til vindmølleindustrien.
En tyve fods container er p.t. i fuld gang med at blive udstyret med komplicerede elkomponenter i produktionshallen hos ingeniørvirksomheden PowerCon i Hadsund. Den udgør det første maritime landstrømsanlæg som PowerCon skal levere til Kristiansand Havn i oktober måned.

Ordren er vundet blandt ni virksomheder i et udbud fra Kristiansand Havn, der får tilskud til anlægget via en støttepulje fra den norske energifond Enova rettet mod landstrømsanlæg. Uden et landstrømsanlæg er skibe og offshorerigge nødt til at holde motoren kørende, når de ligger i havn for at producere el, og det giver miljøproblemer i forhold til luftforurening og støj.

- I forbindelse med afmatningen i offshoresektoren er mange offshoreskibe og rigge lagt op i Norge. Det er begyndt at rykke ved deres nationale regnskab for luftforurening i forhold til dieselpartikler, som de derfor ønsker at reducere med tilskud til landstrømsanlæg. Vi vandt udbuddet i forhold til pris, kvalitet og den tekniske løsning, som gør det muligt at have to skibe tilkoblet. Vi håber naturligvis, at ordren kan bane vej for flere samarbejder i den maritime branche også herhjemme, siger Peter C. Knudsen, en af PowerCons tre grundlæggere og ejere.

Mange gevinster
PowerCons traditionelle marked er frekvensomformere og testudstyr til vindmøller til kunder som Siemens, Vestas, KK Wind Solutions og Danfoss. Men deres specialiserede kompetencer inden for effektelektronik og frekvensomformere i megawatt-størrelsen kan også bruges i forhold til landstrømsanlæg, der forsyner skibe og rigge i havn med strøm fra elnettet.

Landstrømsanlæg er endnu ikke særligt udbredt i den maritime branche, og Peter C. Knudsen kender kun til landstrømsanlæg hos flåden i Danmark, hvor skibene ofte er lagt op i lang tid af gangen, og et enkelt på værftet i Lindø.

- Der er virkelig mange gevinster ved landstrømsanlæg i forhold til en reducering af miljøbelastningen og i langt de fleste tilfælde også for skibenes økonomi, der kan spare brændstoffet og købe billigere strøm fra elnettet. Kobles anlægget til et skib med et diselforbrug på 3.500 liter om dagen, er tilbagebetalingstiden omkring seks måneder, forklarer Peter C. Knudsen.

Med hjælp fra Marcod
PowerCon har set på det maritime marked i et par år. De har for nylig med hjælp fra Mariagerfjord Erhvervsråd afsluttet et forløb i Det Maritime Vækstprogram, som administreres af Marcod. Herigennem har de fået udarbejdet en strategiplan for det maritime marked.

- Vi har brugt tilskuddet på 127.000 kr. fra programmet på ekstern rådgivning fra to konsulenter med kendskab til den maritime branche i forhold til, hvordan vi kan få hul på markedet. Vi kender vindmølleindustrien rigtig godt, så vi har ønsket at styrke vores viden om, hvilke parametre der giver værdi i den maritime branche, forklarer Peter C. Knudsen.

PowerCon har endnu ikke leveret et landstrømsanlæg til en dansk havn, men har fået EU-tilskud fra Horizon 2020-programmet til et feasibility study omhandlende landstrømsanlæg til krydstogtskibe. I den forbindelse har PowerCon de seneste halvandet år blandt andet været i dialog med Københavns Kommune og Københavns Havn om mulighederne for at etablere et landstrømsanlæg til krydstogtskibe for at begrænse luftforeningen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094