23948sdkhjf

Dansk husstandsmølle-producent rykker ind i Tyskland

Og skaber jobs i Danmark.

Hustandsmølleproducenten Cirkel Energi bliver til Cirkel Energie. I hvert tilfælde på det tyske marked, hvor man netop har gjort sit indtog.

 - Tyskland er et stort land og et miljøbevidst marked, og vi har til hensigt at etablere os i adskillige delstater og skabe grønne, varige jobs, siger ejer af Cirkel Energi, Niels Martin Jørgensen.

 Skaber jobs både ude og hjemme

Cirkel Energis tyske driftselskab har hjemme i Flensborg, hvor man p.t. beskæftiger tre fuldtidsansatte, men målet er at skabe mange flere jobs både syd og nord for den dansk/tyske grænse.

 -  Vi beskæftiger p.t. tre fuldtidsansatte i Tyskland med marketing og projektsalg, heraf én dansker, der er ansat i Danmark, men har som hovedopgave at få det tyske salg op i hastighed. På det danske kontor er der p.t. to fuldtidsbeskæftigede, som supporterer indsatsen, og når vi for alvor skal til at sætte møller op i Nordtyskland, vil det kunne fastholde yderligere fem til syv jobs i Danmark, fortæller Niels Martin Jørgensen.

Cirkel Energie har allerede fuld gang i aktiviteterne på det tyske marked.

 - Efter deltagelse på landbrugsmessen Norla i Rendsburg har vi fået rigtig mange kontakter. Vi er blevet meget positivt modtaget, og fremtiden ser lys ud.

 Fastholder ti danske specialistpladser

Når Cirkel Energie skal sælge sine Gaia Wind-møller i Tyskland skaber det arbejdspladser rundt omkring i de respektive producentlande. Møllerne, vigtige hovedkompontenter i møllerne og specialistviden til projekterne kommer fra Skotland, USA, England, Ungarn, Spanien og selvfølgelig Danmark.

 - Vi forventer at kunne bevare otte til ti danske specialist- og montørarbejdspladser, som ellers går tabt på grund af den de facto-nedlukning af husstandsmøllemarkedet i Danmark, som er resultatet af Folketingets og regeringens beslutninger det seneste års tid, siger Niels Martin Jørgensen.

Gjorde alvor af planerne

Cirkel Energis indtræden på det tyske marked kommer ikke just som nogen overraskelse. Allerede i december sidste år fortalte Niels Martin Jørgensen, at han ikke så noget vækstpotentiale i Danmark efter, at lovforslag L30 om nedsættelsen af tilskud til husstandsvind blev vedtaget i Folketinget.

- Vores incitatment for at investere i Danmark er jo skrumpet noget. Vi har intet vækstpotentiale i Danmark – kun et vedligeholdelsespotentiale. Derfor er alle planer i Viborg nu skrinlagt, og vi vender os nu mod udlandet, fortalte Niels Martin Jørgensen.

Og nu er Cirkel Energi rykket lidt nærmere tyskerne. På spørgsmålet – hvorfor lige Tyskland? - svarer Niels Martin Jørgensen:

 - Nordtyskland er et nærmarked, hvor kunderne stiller høje krav til kvaliteten af rådgivning, salgsarbejde, selve møllen og dens installation, samt efterfølgende support og garantihåndtering. Samtidig er det tyske marked og rammebetingelserne mere grønne end i Danmark, hvor politikerne, staten og de offentlige energiselskaber på grund af at det høje afgiftstryk har stor interesse i, at almindelige borgere forbruger energi fra fossile brændsler eller fra de offentligt støttede, kæmpestore, udenlandsk byggede vindmølleparker, siger han, og afslutter:

- Når vi har bevist over for os selv, at satsningen i Nordtyskland var en rigtig beslutning, kan vi relativt nemt udvide salgsområdet østpå langs Østersøen og vestpå langs Nordsøen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.132