Storordre til Jensen Metal
Til ordren, som er modulopbygget, skal der bruges op mod 80 tons rustfri stål. Det oplyser Jensen Metal i en pressemeddelelse.
Ordren skal leveres over de kommende måneder. Det betyder ekstra høj aktivitet for virksomheden.
Ordren er blevet til i et tæt samarbejde med kunden, hvor Jensen Metals medarbejdere har bistået kunden med en kostoptimal løsning baseret på kundens projekttegninger. Modulerne skal indgå i et større projekt indenfor papirvareindustrien.
Medarbejderstab og maskinpark er udvidet
Siden finansårets start i maj er Jensen Metals omsætning vokset med mere end 30 procent og med den nye ordre fortsætter væksten året ud, oplyser fabrikschef Anita Christensen.
- Engagerede medarbejdere er nøglen til øget kundeloyalitet og vækst, specielt i underleverandørbranchen, hvor konkurrencen er benhård, siger hun.
Det er blevet til flere nye ansættelser, og maskinpakken er blevet udvidet. De to seneste større maskinindkøb er en ny 3 meter kantpresse på 150 tons fra Bystronic og et fræsecenter fra JohnFord.