23948sdkhjf

Automatisering starter med optimering

Automatisering er ikke videnskab men sund fornuft, mener ingeniørvirksomheden Adding Enginering, som arbejder for både produktionsvirksomheder og leverandører af automatiseringsløsninger.
Kunderne omfatter så forskellige kunder som Randers Tegl, Dansk Supermarked, Krog Andersen Skilte og Denex. Men selvom den aalborgensiske ingeniørvirksomhed har lavet omfattende automatiseringsløsninger for dem og andre større virksomheder, holder de i Adding Engineering begge ben på jorden, da Automationsfokus besøger to ud af de tre partnere på deres kontor i Aalborg.

- Optimering og automatisering er ikke en videnskab. Det er håndværk og sund fornuft, siger Nils Nielsen.

Han er partner og projektleder i Adding Engineering, som er gået fra tre medarbejdere til tretten på tre år.

- Pluk de lavthængende frugter først
- Når vi starter på et automatiseringsprojekt, går vi efter de lavthængende frugter først, fortæller Nils Nielsen, og fortsætter:

- Hos Adding Engineering har vi stor ekspertise inden for avanceret automatisering, men vi starter altid med sund fornuft og god praksis og kombinerer derefter med teori og anvendelse af anerkendte værktøjer som Lean, 5s og Kaizen. Vi går ud i produktionen og taler med medarbejderne, som ofte selv har gode bud på, hvad der kan optimeres. På den måde opnår vi den mest optimale løsning for både medarbejdere og virksomhed. Det kalder vi optimering i øjenhøjde.

Og selvom de er udefrakommende konsulenter, bliver de vel modtaget blandt de ansatte.

- De fleste ansatte kan godt se, at automatisering ikke nødvendigvis betyder nedlæggelse af arbejdspladser. Tværtimod ser vi, at nedlæggelse af et par arbejdspladser på et givent område åbner op for nye arbejdspladser et andet sted i produktionen, siger administrerende direktør John Sloth.

Når de lavthængende frugter er plukket, såsom helt lavpraktisk at flytte et par procesborde sammen, kan man gå videre med mere omfattende optimeringer.

Robotter skal ikke samle støv
De fleste optimeringsopgaver har flere løsningsmuligheder. Ikke mindst fordi Adding Engineering er uvildige konsulenter og ikke skal sælge kunden en specifik løsning eller komponent.

- Nogle gange anbefaler vi, at en produktion fuldautomatiseres. Andre gange at den outsources og i enkelte tilfælde, at en produktion opgives, siger Nils Nielsen, og fortsætter.

- I nogle virksomheder ser vi en dyr robot stå og samle støv i et hjørne, og dét scenarie tror vi på, at vi undgår, fordi vi er uvildige og skal identificere den bedste løsning, som ikke altid inkluderer en robot.

Ny kunde lig med nyt visitkort
Men løsningsforslagene afhænger også af, hvilken kasket en medarbejder har på, for Adding Engineering arbejder for såvel produktionsvirksomheder som leverandører af automatiseringsløsninger.

- Så i princippet kan vi komme til at sidde over for hinanden i en forhandlingssituation, hvilket vi dog aldrig vil gøre i virkeligheden, understreger John Sloth, mens han lægger en stribe visitkort på bordet.

På et enkelt står der Adding Engineering over hans navn, mens han på de øvrige kort repræsenterer virksomheder som Weiss og Aalborg Engineering.

Singapore, Tyrkiet og E45
Adding Engineering holder til på første sal i Aalborg Gasværks gamle kulhus, som nu er ombygget til moderne kontorer, tæt ved Limfjorden. Og E45.

Det sidste er ifølge John Sloth det vigtigste.

- Alle 13 medarbejdere er ofte på farten, så det er meget praktisk, at vi kan være på motorvejen på to minutter, siger John Sloth.

Kundekredsen er bredt ud over hele Danmark, og her er det især Adding Engineerings kompetencer inden for produktion, automatisering og logistik, der efterspørges.

Virksomhedens andet fokusområde er proces- og energiteknik, og her foregår mange jobs i udlandet, hvor Adding Engineerings udsendte typisk fungerer som projektledere, site managers og idriftsættere.

- Vi har efterhånden været i 14-15 lande alene i år, siger administrerende direktør John Sloth, og fortsætter.

- Eksempelvis har vi haft vore folk i Tyrkiet, Ukraine og Jordan i mere end et halvt år, og en anden var i Singapore som projektleder, da Alfa Laval på otte måneder ombyggede en FPSO derude.

Tager sin egen medicin
De ansatte tæller udelukkende ingeniører og maskinmestre, som dækker de behov, som kunderne ikke selv kan udfylde.

Ud over Nils Nielsen og John Sloth er der da også kun en enkelt mand på kontoret, da Automationsfokus er på besøg i det gamle kulhus. Resten er ude på jobs. Bogholderi, marketing eller IT-afdeling er der ikke skyggen af.

- Vi har så at sige taget vores egen medicin og har outsourcet alt, hvad der hedder bogholderi, IT og marketing, siger John Sloth, og fortsætter.

- Vi lader andre om at klare de ting. Så holder vi os til det, vi er dygtige til.

Indtil videre har den opskrift givet masser af ordrer, og på virksomhedens hjemmeside søges der da også efter nye ansatte.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078