Vision-ekspert skærper fokus på teknikken
De er eksperter i lys, optik, kameraer, sensorer og software til vision og kvalitetskontrol.
Men selve integrationen af vision-systemerne ude i de enkelte produktions- og industrianlæg overlader de primært til integratorer, automationshuse og maskinbyggere.
Det er forretningsmodellen i Stemmer Imaging, som har syv ansatte i Danmark og netop har etableret sig i nyt kontor i Skelbækgade på Vesterbro i København.
- Vi bevæger os mere og mere i retning af at være teknologieksperter, siger Karsten Nielsen, som er landechef for Stemmer Imaging i Danmark, hvor virksomheden bygger på opkøb af de to virksomheder Image House og Parameter.
Læs Også: En enkelt fejl kan koste kassen
Karsten Nielsen henviser til, at specielt Image House tidligere opererede i markedet som integrator af visions-systemerne ude hos slutkunderne.
Det arbejde overlader Stemmer Imaging nu til de maskinbyggere, automationshuse og integratorer, som også er Stemmer Imagings egne kunder.
- Vi er fokuseret på at få teknologien ud i markedet, og vi satser i højere og højere grad på at være teknologileverandør og en partner for vores kunder. Det er nærmest umuligt for integratoren at afsøge markedet selv, og det er vores rolle. Stemmer Imaging har en enorm vidensbank på hovedkontoret i Tyskland udenfor i München, og vi er ved at lære denne vidensbank at kende, siger Karsten Nielsen.
Enormt produktprogram
Det er et omfattende produktprogram, som Karsten Nielsen og hans folk i Stemmer Imaging repræsenterer.
- Det bliver ofte en aha-oplevelse for vores kunder, når vi viser dem mulighederne. Integratoren har jo en opgave at løse, og så er vi rådgiveren, der kan hjælpe med at finde frem til det rigtige udstyr til den givne opgave, siger Karsten Nielsen
Det betyder også, at Stemmer Imaging ofte er i tæt samarbejde med integratorerne, og ofte er Stemmer Imaging med ude på de virksomheder, der i sidste ende skal bruge vision-systemerne i produktionen.
- Vi er stærke, fordi vi har erfaringen i at forstå processerne ude i produktionen. Vi kommer ikke bare med udstyr, vi kommer også med viden, siger Karsten Nielsen, som henviser til, at processerne omkring selve vision-delen er meget komplekse.
Karsten Nielsen oplever, at kunderne i Danmark er tilfredse med Stemmer Imagings fokus på teknik og mindre på integration.
- Vores kunder har taget godt imod det her. Så kan de koncentrere sig om det, de er gode til, og vi kan koncentrere os om det, vi er eksperter i - nemlig teknologi og rådgivning. Det bliver langt mere strømlinet på denne her måde, siger Karsten Nielsen.