23948sdkhjf

Rekordordre til nordjysk maskinproducent

MME Nordic skal levere et komplet og nøglefærdigt produktionsanlæg for et tocifret millionbeløb til en strategisk dansk storkunde.

MME Nordic i Thisted har underskrevet kontrakten på en tocifret millionordre med "én af de mest betydningsfulde aktører i dansk medicinalindustri". Aftaleparterne har i de seneste tre-fire måneder samarbejdet om at udvikle et komplet automatiseret anlæg til fremstilling af hjælpeprodukter, som forhandles til brugere i hele verden. Det oplyser MME Nordic i en pressemeddelelse.

Anlægget bygges og færdigsamles i Thisted og leveres medio 2017 til en af kundens udenlandske fabrikker. Det indebærer, at MME Nordic også leverer godkendelser, kvalitetssikring og dokumentation og står for indkøring af det nye anlæg, samt oplæring af personalet.

Årtiers knowhow

Ordren er den største i MME Nordics historie, og en del af den pipeline der ligger til grund for etableringen af selskabet.

Virksomheden i Thisted blev etableret i foråret, men er forankret i årtiers teknisk knowhow og kompetencer indenfor maskinopbygning.

- MME Nordic er etableret som en direkte konsekvens af, at Coloplast afvikler sine maskinbygningsaktiviteter i Thisted, og i kølvandet på tendensen til outsourcing af produktionen til lavtlønslande. Vi vil dermed bevare den kompetence og den ekspertise, der er opbygget gennem flere årtier i Thisted-området, fortæller hovedaktionær og bestyrelsesformand Poul Henrik Larsen, der fortsætter:

- Vi er helt på det rene med vores ide om fremtiden for MME Nordic, og om at være en virksomhed med udfordrende og udviklende arbejde for vores medarbejdere. Vi er samtidig stærke på visionen om at blive en rentabel og kundeorienteret virksomhed, en innovativ samhandelspartner – og den foretrukne leverandør - med et unikt produktprogram og en stærk kundeportofolio.

Historisk ordre

Leif Amby, CEO og medejer udtrykker stor tilfredshed med den nye ordre og ser frem til at omsætte MME Nordics viden og erfaringer til fremstillingen af det nye anlæg.

- Samtidig forstærker og dokumenterer det vores iagttagelser, om det store behov og den stigende efterspørgsel efter udvikling og bygning af højteknologiske maskiner til medicoindustrien. Med vores base i Danmark, og i Nordvestjylland, der er et af de områder i Danmark, der råder over årtiers kompetencer i udviklingen af maskiner, er vi særdeles godt rustet og klar til at geare op i takt med, at vi opsøger og tiltrækker større projekter, der matcher vores kapacitet.

- Tidspunktet er gunstigt, for os. Vi satser på et godt samarbejde med kunderne i Danmark, og har samtidig fokus på at hente opgaver fra andre kunder i Europa. Vi er ikke spor bange for udfordringer eller forandringer, fastslår han.

Nye kunder på vej

Leif Amby tilføjer, at ambitionerne imidlertid ikke stopper her.

- Der er igangsat et eksportfremstød i de nordiske lande og det øvrige europæiske marked med forventninger om at gribe den tendens, der atter går mod synergier og besparende investeringer i højteknologi og digitalisering, især indenfor kundespecifikke og individuelle løsninger, pointerer Leif Amby.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078