23948sdkhjf

Ny 3D-printteknologi skal udfordre den danske fremstillingsindustri

Industriens Fond spytter millioner i ny satsning på 3D-print.

Teknologier udvikles og forfines med høj fart i disse år – og forventeligt markant hurtigere i fremtiden. Blandt mange danske virksomheder er robotter og sensorer blevet en normal del af dagligdagen og begreber som big data, Internet of Things, kunstig intelligens og Industri 4.0 høres oftere og oftere.

3D-printteknologien, i industrien ofte omtalt som additive manufacturing, er en af de nyere teknologier, som allerede i nær fremtid vil påvirke fremstillingsindustrien markant. På verdensplan vurderes omsætningen af 3D-printede løsninger allerede i 2015 at have været på op mod 35 mia. kr. – et beløb der spås til at være vokset til 140 mia. kr. i 2020, skriver Industriens Fond i en pressemeddelelse.

Teknologien vil betyde at man skal tænke virksomhed og værdiskabelse på en helt ny måde inden for fremstillingssektoren og blandt de danske virksomheder, som er underleverandører.

Behovet for nytænkning opstår ikke kun i forhold til selve produktionsprocessen, men i særdeleshed også i forhold til virksomhedernes innovations-, udviklings- og forretningsmæssige aspekter. Herunder vil forhold som produktudvikling og tekniske konstruktioner, materialevalg, men også uddannelsesbehov hos medarbejdere skulle gentænkes. Endvidere vil der blive et stort potentiale for et nyt iværksættermiljø i tilknytning hertil.

På den baggrund vil Industriens Fond med afsæt i en forudgående dialog nu forsøge at samle de mange aktører blandt universiteter og vidensinstitutioner, rådgivere og selve erhvervslivet, og herunder tilkendegive en intention om at medfinansiere på udvikling og etablering af et nyt nationalt samlende initiativ.

- Der findes allerede i dag i en række tiltag inden for forskning i 3D-teknologier, og med såvel prototyping-, testcentre som reel småskalaproduktion, når det kommer til anvendelse af 3D-printteknologier. Men der skal skabes en langt mere holistisk tilgang til betydningen af 3D-print i forhold til de mange andre forhold, den nye teknologi betyder for rammerne rundt om produktionsprocessen, herunder nye forretningsmodeller og innovationsprocesser. Teknologien vil radikalt ændre produkter, forsyningskæder, forretningsmodeller og logistikken. I den sammenhæng er der behov for et nationalt overblik og tværgående initiativer. Herunder skal man forholde sig til, hvordan teknologien åbner op for langt mere co-creation og produktionen af personaliserede produkter. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser. Og så udvikler markedet sig eksponentielt i disse år, siger Mads Lebech, der er administrerende direktør i Industriens Fond.

Også hos Uddannelses- og Forskningsministeriet bakker man op om initiativet og ser teknologien som en vigtig del af fremtidens industri i Danmark. Selvom mange virksomheder har taget det første skridt, så er der fortsat masser af muligheder.

- 3D-print er en teknologi i rivende udvikling og rummer store muligheder for danske fremstillingsvirksomheder, der allerede er godt med. Derfor er det glædeligt, at Industriens Fond med AM-Lab kan hjælpe virksomhederne et skridt videre. Der er mange gode perspektiver i projektet, som flugter med regeringens fokus på at styrke danske virksomheders produktivitet, digitalisering og omstilling til nye produktionsformer, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Partnerskaber er vejen til et godt projekt
Industriens Fond er villige til at anvende op mod 50 mio. kr. til de mangesidede aktiviteter, der styrker særligt SMV’ers arbejde med de nye teknologier. Indsatsen er tilrettelagt på baggrund af undersøgelser af, hvad der er behov for i Danmark. Der er behov for, og plads til, de mange forskellige aktører, der kan involveres i projektet, og Industriens Fond vil i løbet af de kommende måneder endeligt medudvikle et koncept, så det kan supplere eksisterende initiativer og sætter ind lige der, hvor den enkelte danske SMV har behov for indsigt, uddannelse og sparring.

- På den korte bane skal vi have involveret en masse relevante samarbejdspartnere, der i fællesskab kan bibringe den viden, som et AM-Lab kan bygge på. Ambitionen er, at vi inden for kort tid på baggrund af vores forarbejde kan igangsætte en række involverende aktiviteter for iværksættere, virksomheder og rådgivere, der arbejder – eller gerne vil arbejde – med 3D-print, hvoraf mange allerede har meldt positivt tilbage. Ved at løfte i flok håber vi, at AM-Lab kan være med til at flytte rammerne for, hvad 3D-print kan bruges til. Vi tror, at det er vigtigt, at virksomheder har adgang til et sted, hvor de kan søge rådgivning, men også teste og produktudvikle i samarbejde med iværksættere og andre virksomheder – enten på egen hånd eller gennem styrede inspirationsforløb eller workshops, fortæller Mads Lebech om ambitionerne for AM-Lab, og fortsætter:

- Det er ikke sådan, at vi er klar med det hele i morgen. Men med gode samarbejder håber vi, at både processen og det færdige resultat bliver udført godt og hurtigt. Vi er parate til at bidrage med viden og økonomi til de mange processer, der er rundt om selve den teknologiske infrastruktur med anskaffelse af teknologi og printere, og håber vi kan samarbejde med forskellige initiativer, der rundt omkring så småt er skudt i gang. Gennem partnerskaber har vi også adgang til lignende tiltag i udlandet og med erfaringer derfra in mente, kan vi tage nogle store skridt i den rigtige retning med det samme.

Med etableringen af det nye AM-Lab er forventningen, at anvendelsen af de nye printteknologier accelereres i danske virksomheder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.135