Plastfirmaer tøver med 3D-print
Flere plastvirksomheder ser i dag tiden an med indkøb af en 3D-printer. De føler sig ikke parate til at investere i et marked, hvor der er et virvar af teknologier.
Det er især prototyper og forme til prototyper, som har drevet markedet for 3D-printere til plast-virksomheder.
- Vi oplever, at mange virksomheder sidder og venter og ikke er i stand til at komme i gang med 3D-print, siger innovationskonsulent Rasmus Grusgaard fra brancheorganisationen Plastindustrien.
- Markedet for 3D-printere er en kæmpe jungle, hvis man ikke har god viden om det i forvejen, siger Jesper Damvig. Han er direktør for Damvig Develop i Taastrup. Damvig Develop har produceret 3D-print i 22 år, og har en hel maskinpark af 3D-printere.
- Man skal passe på, at man ikke får noget, der overhovedet ikke passer. Hvis man spørger sælgerne af 3D-printerne, så er der ikke det, de ikke kan. Men man skal tænke sig godt om, siger Jesper Damvig.
Prototyper og lav volumen
Nogle 3D-printere er hurtige, men har ikke den store præcision, mens andre har stor præcision, men til gengæld er ret dyre.
Store virksomheder som Lego og Grundfos bruger i dag 3D-printere til kerner til sprøjtestøbeværktøjer. Men skal man have det bedste, så er det en stor million-investering.
Damvig Develops kunder får printet prototyper og serieproduktion i lav volumen.
Flere af kunderne har købt 3D-printere, og det generer ikke Jesper Damvig.
- Jeg ved godt, at mange af mine kunder overvejer at købe 3D-printere selv. Det er en helt naturlig udvikling. Mange gange giver det faktisk os flere opgaver for dem. Når de overvejer at købe en 3D-printer, opfordrer vi dem til at ringe og få en snak med os, for vi har erfaring med flere slags 3D-printere, siger Jesper Damvig.
Der er ikke nogen statistik for, hvor mange plastvirksomheder der har 3D-printere i dag. Men Rasmus Grusgaard vurderer, at der mindst står en 3D-printer i hver tiende plastvirksomhed.
- Det er svært at vide, hvor mange, der bruger 3D-printere, fordi der også er mange, der har dem, men som ikke fortæller omverdenen om det, siger Rasmus Grusgaard.
Conformal cooling
Rasmus Grusgaard nævner i øvrigt, at såkaldt "conformal cooling" kan bruges til sprøjtestøbing på en måde, så man nedsætter cyklustiden markant.
Ved conformal cooling fremstiller man en støbeform med ikke-lineære kølekanaler, som følger formen på det støbte. Den kan fremstilles ved 3D-print, sintring eller andre teknologier.
Dermed kan man køle mere effektivt. Nogle taler om at nedsætte cyklustiderne 20-40 procent.