Vølund forventer øget vækst
Årets omsætning i 2008 hos Babcock & Vilcox Vølund blev 579,9 mio. kr., hvilket er en stigning på 6,4 mio. kr. i forhold til 2007.
Sammenholdt med den globale interesse og behovet for massive investeringer i miljø og klimavenlig energiproduktion har Babcock & Wilcox Vølund positive forventninger til at skabe vækst og øget værdi i de kommende år. Samtidig har selskabet særdeles gode muligheder for at udbygge sin position som en meget betydningsfuld aktør på verdensmarkedet på de unikke miljø– og klimavenlige teknologier og energiløsninger, som virksomheden har udviklet i Danmark.
Den nye ledelse i selskabet, som siden 2004 har stået i spidsen for en gennemgribende turnaround i Babcock & Wilcox Vølund, kan nu for alvor se den positive effekt af de igangsatte initiativer for at optimere og gennemføre effektiviseringer inden for alle forretningskritiske processer i selskabet. Denne indsats har også haft til formål at fokusere de forretningsmæssige aktiviteter på selve kerneforretningen og de primære kompetenceområder, hvor selskabet har et meget betydeligt potentiale for at skabe markant vækst i de kommende år.
- Ser vi på det globale behov for miljø– og energivenlige løsninger, ser fremtiden meget lovende ud for Babcock & Wilcox Vølund. For affaldet hober sig op i mange lande, fordi de nationale regeringer ikke har udvidet kapaciteten og fulgt med det stigende forbrug og de deraf følgende affaldsproblemer. Samtidig er behovet for energi i stærk vækst – og der er stort fokus på miljøvenlig og effektiv energiproduktion, som kan erstatte energiproduktion baseret på fossilt brændstof som kul og olie. Derfor er miljøbelastningen og truslen mod klimaet i dag på dagsordenen i alle lande. Og der bliver gennemført lovændringer, som direkte vil åbne helt nye muligheder for, at vi hos BWV kan sælge vores teknologi og komplette løsninger til meget store markeder – både i USA, i Asien og i Europa. Vi ser naturligvis tegn på recession på mange markeder som følge af den globale finanskrise. Men vi er i langt højere grad optaget af at arbejde med vækststrategier inden for vores forretningsområder, som vi forventer vil blive mindre berørt end mange andre industrier, siger en tilfreds John Veje Olesen, administrerende direktør i Babcock & Wilcox Vølund a/s.
Kilde: Babcock & Wilcox Vølund - http://www.volund.dk