Rockwell forventer fortsat fremgang
Fremgangen i industrien kan mærkes hos Rockwell Automation A/S, der har øget årets overskud.
- Det går rigtig godt for virksomhederne, og det mærker vi på deres investeringer. Især inden for fødevarer, enten direkte til fødevare-producenterne eller indirekte til de maskinbyggere, som leverer løsninger til fødevareindustrien. De udgør tilsammen omkring 30 procent af vores omsætning, siger adm. direktør Boe V. Boesen, Rockwell Automation Danmark A/S til ErhvervsBladet.
For 2005/06 forventer Rockwell Automation forbedrede markedsforhold i forhold til 2005. Virksomheden vil fortsat investere i at kunne levere løsninger baseret på deres integrerede arkitekturteknologi og relateret service.
Rockwell Automation handler med industrielle kontrolanlæg, automation og elektronik samt beslægtet virksomhed. Produkterne afsættes i Danmark og det øvrige Norden.