Kineserne presser prisen op på stålskrot
[i]Kinas galoperende forbrug af stål med stigende priser til følge har nu også ramt affaldsstål eller stålskrot som man siger i daglig tale. [/i]
Chrysler, den amerikanske del af Daimler-Chrysler, sælger normalt sit skrot på auktioner, men Kina, som de senere år har investeret voldsomt i nye stålværker, opkøber stålskrot overalt i verden og bringer især de amerikanske stålværker i en mangelsituation. Den stigende efterspørgsel har ført til at USA på et år fordoblede sin eksport af stålskrot til 12 millioner tons. I Amerika steg prisen sidste år fra 600 til 1.400 kroner pr. tons.
For bilproducenterne kan manglen på stålskrot blive mærkbart fordyrende ved stålindkøb. Eksempelvis bruger Chrysler bruger godt to millioner tons stål årligt, men genererer samtidig adskillige hundredetusinde tons stålskrot. Det går tilbage til stålværkerne for omsmeltning og billiggør på den måde stålfremstillingen da hele proceduren med fremstilling af råstål fra jernmalm springes over.
Situationens alvor på stålmarkedet understreges af at verdens andenstørste stålværksgruppe LNM, der ledes og ejes af den indiske forretningsmand Laksmi Mittal, nu søger at opkøbe mineselskaber for at sikre råmaterialer til selskabets mange stålværker.
Kilde: Jern og Maskinindustrien