Nyt Vestas projekt på Sicilien
Årlige miljøbesparelser på næsten 60.000 tons CO2 takket været et nyt vindkraftprojekt på 40 MW på Sicilien, som skal etableres med Vestas-vindmøller.
Det nye projekt omfatter levering, transport og installation af i alt 47 stk. V52-850 kW vindmøller. Møllerne skal leveres til tre vindkraftværker på Sicilien; det ene beliggende i Alia Sclafani Bagni, en landsby nær byen Palermo, og de to andre beliggende i landsbyerne Fumosa og Guarine nær byen Trapani.
Asja Ambiente Italia Spa er allerede kunde hos Vestas, hvor Vestas tidligere har leveret 19 stk. V52-850 kW vindmøller til de to sicilianske vindkraftværker Marsala og Buseto Palizzolo nær byen Trapani.
Levering af vindmøllerne påbegyndes i juni 2006, og de tre vindkraftværker vil være idriftsat inden udgangen af indeværende år.
Øen Sicilien er på grund af sit store vindpotentiale stadig et af Italiens største områder inden for vindkraftinstallationer. Når de tre anlæg står færdige, vurderes de at være i stand til at tilfredsstille det årlige energibehov for mere end 35.000 italienske familier.
De tre vindkraftværker vil blive EMAS-registeret, hvilket demonstrer Vestas og Asja Ambiente Italia Spa’s ambitiøse vilje til at garantere overholdelsen af EMAS miljøkravene i alle faser af projektet.
- I henhold til vores værdier, vil de tre vindkraftværker blive opført under fuld hensyntagen til landskabet og nærmiljøet, siger Paolo Tabarelli, adm. direktør for Vestas Mediterranean East A/S og Vestas Italia.
- Vi er desuden stolte over at kunne fortælle, at de valgte V52-møller til dette projekt alle vil blive produceret på vores fabrikker i Taranto, hvor vi har ansat de bedste teknikere, og vi gør brug af den lokale ekspertise inden for vindkraft, siger Tabarelli afslutningsvis.
Vestas Italia
Vestas Italia er Vestas’ italienske datterselskab beliggende i Taranto. Virksomheden beskæftiger sig med salg, installation, service og vedligeholdelse af vindkraftsystemer på det italienske marked. Vestas Italia hører under Vestas Mediterranean East, som er Vestas’ strategiske forretningsenhed, der dækker markederne Italien, Grækenland, det sydlige Balkan samt Mellemøsten.
Vestas’ produktionsfacilitet i Taranto har produceret Vestas-vindmøller siden 1998. Fabrikken har en årlig produktionskapacitet på 400 vindmøller, og er p.t. den eneste Vestas-fabrik, der producerer V52-850 kW vindmøller til det globale marked. Fabrikken er desuden Italiens eneste produktionsfacilitet for vindmøller.
I Italien beskæftiger Vestas mere end 500 medarbejdere direkte, og beskæftigelse genereret fra Vestas’ aktiviteter vurderes at ligge på omkring 2.000 mennesker.
Kilde: Vestas Wind Systems A/S. http://www.vestas.com