1.000 lysmaster til Stockholm
Udviklerne bag Sveriges mest trafikerede vej, Essingeleden E4 og Kristinebergsmotet ved Stockholm - med cirka 160.000 køretøjer i døgnet - har sat dansk vejdesign i gang.
Valget faldt på Milewide, som er søsterselskab til Dansk Autoværn, der i mere end 80 år har leveret trafiksikkerhedsløsninger til de danske veje.
Virksomheden har allerede leveret til vejstrækningerne ved den svenske hovedstad. Over 1.000 lysmaster og pullerter er indtil nu sendt afsted.
- Vi har fået sat et solidt aftryk på Sveriges mest trafikerede vej, da vi gennem de sidste år har leveret meget til dem, siger administrerende direktør Ulrik Toft Marcussen til Arkbyg.
- Og med det nye store projekt, E4 Förbifart Stockholm, der også involverer en ny tunnel under byen, er der kommet ekstra fart på, tilføjer han.
Jagter masteopgave
Men endnu mangler virksomheden, der i november 2016 etablerede sig i Sverige, at erobre sin største skalp:
- På forespørgsel fra Trafikverket (der svarer til det danske Vejdirektoratet, red.) har vi udviklet en 18 meter høj lysmast, hvis udtryk nærmest kan sammenlignes med stadionbelysning. Den opgave håber vi at vinde. Derudover har vi afgivet mange priser til projektet og altså også udviklet masten, som skal stå i midterrabatten, siger han til Arkbyg.
Han tilføjer, at flere indfaldsveje skal renoveres i forbindelse med projektet, og at det er her, virksomhedens designløsninger inden for vejudstyr kommer ind i billedet:
- Vores løsning består af en mast, der via et indbygget skinnesystem kan benyttes til påmontering af belysning, lysregulering, vejskilte og diverse beslag, der sidder skjult. Designet er enkelt og smukt. Samtidig er det anodiserede aluminium, som systemet er konstrueret i, vejrbestandigt og gør, at masterne forbliver uændrede og uden tæring, siger Ulrik Toft Marcussen.
Udviklet til konkurrence
Systemet er designet af arkitekt Knud Holscher og gennemtænkt ned til mindste detalje: Det blev oprindelig udviklet til en dansk designkonkurrence, som det danske Vejdirektorat udbød sammen med Dansk Design Center i 1995. Milewide blev vinderen af konkurrencen og de første i verden, der producerede et sammenhængende produktsortiment af vejudstyr.
Essingeleden E4 var det første store vejprojekt Milewide fik ordre på i Sverige.
- Trafikverket var forud for valget af os i Danmark for at se danske vejprojekter, hvor vi har medvirket. Og vi får stadig ordrer på leverancer til Stockholm, siger han til Arkbyg.
Kan modstå påkørsler
Ud over designet er der også indbygget høj sikkerhed i systemet: Aluminiumskonstruktionen er designet til at modstå påkørsler med hastigheder op mod 100 km/t, hvor nogle master er designet til at knække med det samme og andre til det modsatte for at nedbringe køretøjets hastighed.
- Vores master er eftergivelige og øger sikkerheden på vejene, og kan derved nedbringe antallet af voldsomme ulykker, siger Ulrik Toft Marcussen.
Fra 1. januar 2017 har Milewide, i samarbejde med Dansk Autoværn, etableret en svensk afdeling. Den danske virksomheds erfaring med det svenske marked kommer Dansk Autoværns svenske afdeling, DavNordic, til gode, og kombinationen af ekspertviden inden for trafiksikkerhed og vejudstyr er god.
- Men det er også vigtigt at bruge lokale svenske sælgere, når man skal ordentligt ind på det svenske marked, siger Ulrik Toft Marcussen til Arkbyg.