Univeyor indgår samarbejde med Intelligent Systems
Softwarevirksomheden Intelligent Systems og Univeyor A/S, der er en af Europas førende leverandører af automatiserede lagersystemer, har indgået en samarbejdsaftale som strækker sig fra juni i år og frem til udgangen af 2007. Samarbejdsaftalen fastlægger vilkår for samarbejdet samt en minimumsramme.
-Aftalen med Univeyor er et godt fundament at bygge på. Den gør at vi kan planlægge mere langsigtet. Det er også en af grunde til, at vi er begyndt at udvide medarbejderstaben allerede nu. Vi har pr. 1. juli ansat en erfaren senior softwarekonsulent og håber at ansætte i hvert fald en mere til august eller september.”
Intelligent Systems er startet af de to software-folk Niki Nicolas Grigoriou og Frank Sørensen i februar-marts i år. De har gennem de seneste 10 år arbejdet med softwareudvikling, industriel automatisering og projektledelse hos blandt andet Capgemini, FKI Logistex og Dator.
Intelligent Systems fokuserer på software til industriel automatisering. Her bruges software i forbindelse med al automatik. Det kan f.eks. være den styring som styrer transportbånd og robotter i en fuldt automatiseret fabrik eller varehus. Det kan også være det system, som opsamler data fra vindmøller, maskiner eller køretøjer og formaterer det, så det kan bruges i virksomhedens administrative systemer eller så informationerne kan læses af mennesker.
Populært kan man sige, at det er den intelligens, der ligger imellem lav-niveau styring og dataopsamling på den ene side og virksomhedens administrative systemer og brugerne på den anden side.
Det er Intelligent Systems ambition, at være blandt verdens førende virksomheder indenfor dette område, og samarbejdet med Univeyor er første skridt på vejen.
Kilde: Intelligent Systems. http://www.intelligentsystems.dk
For yderligere oplysninger om Univeyor se: http://www.univeyor.dk