Containerfabrik vokser
[i]Mærsk Container Industri i Tinglev fastholdt indtjening trods dyr garantisag og faldende dollarkurs. Der ekspanderes kraftigt på den kinesiske fabrik.[/i]
ErhvervsBladet skriver, at den aktuelle ordrebeholdning dækker en stor del af kapaciteten i 2004, men MCI får mindre for varerne. Det lægger yderligere pres på at spare omkostninger i Danmark, hvor 80 ansatte på grund af den lave dollarkurs blev afskediget i januar i år. Dermed er staben reduceret til 325 ansatte.
- Vi bliver ved med at jagte omkostninger og mener at kunne henter yderligere 5-10 pct., hvilket også er nødvendigt. Vi bliver også ved med at kigge i glaskuglen, men ingen kan give svar på, hvordan vores konkurrencesituation ser ud om bare et halvt år, siger adm. direktør Finn Buus Nielsen til ErhvervsBladet.
Efter en vækst på ca. 50 pct. i forhold til 2002 producerer kineserne nu ca. 18.000 containere om året mod det halve i Tinglev. Verdensmarkedsprisen på containere er faldet voldsomt, idet MCI i 1996 kunne få 18.000 dollar for en kølekasse og mindre end det halve nu. Oven i kommer den svage dollar.
MCI har siden 2002 kæmpet med en garantisag, idet containere produceret efter slutningen af 1998 blev produceret med en alternativ primer, maling/lim, som følge af ny miljølovgivning. Den viste sig imidlertid ikke at holde, og derfor måtte virksomheden udføre garantireparationer på et ukendt antal containere. Finn Buus Nielsen ønsker ikke at oplyse til ErhvervsBladet, hvor mange kølecontainere sagen drejer sig om.