23948sdkhjf

Dansk Overflade Teknik køber konkurrent

Dansk Overflade Teknik i Brande og Herning Varmforzinkning i Vildbjerg bliver til én virksomhed under navnet DOT. Dog indgår Herning Varmforzinknings aktiviteter i Letland ikke i handlen. Det skriver Dansk Overflade Teknik i en pressemeddelelse.

- Det er vores plan at fortsætte produktionen i Vildbjerg og bibeholde så mange arbejdspladser som muligt. Vi arbejder i en branche, hvor der i en årrække har været holdt igen med investeringer og produktivitetsforbedringer. Derfor skal der på kort sigt foretages investeringer for at sikre leveringssikkerhed og kvalitet i årene fremover. I fællesskab kan vi skabe grundlag for disse investeringer og gennemføre dem på en måde, så vores produktionsanlæg optimeres til flere opgaver. Det går vi i gang med nu, siger administrerende direktør for Dansk Overflade Teknik, Henrik Steen-Jørgensen.

- Købet af Herning Varmforzinkning giver os nye muligheder blandt andet på logistikområdet, og vi er overbeviste om, at vi i fællesskab kan tilbyde vores kunder en endnu bedre service end i dag. Vi mærker en stigende konkurrence fra udlandet på produktion af store serier af stålkonstruktioner og efterfølgende overfladebehandling. Som et stærkere firma kan vi forhåbentlig bidrage til at fastholde produktionen i Danmark og derigennem styrke vores kunders konkurrenceevne til gavn for dansk industri og beskæftigelse, siger han.

- Vi har allerede gennem de seneste år investeret i forbedrede miljøforhold, kortere produktionstid og øget leveringssikkerhed Nu skal vi øge fokus på service og på kunderne yderligere, siger Henrik Steen-Jørgensen.

Ejerkredsen bag Dansk Overflade Teknik er fem jyske og fynske fabrikanter, der investerer i fællesskab gennem investeringsselskabet Jysk-Fynsk Kapital, mens Herning Varmforzinkning indtil overtagelsen har været en familieejet virksomhed, hvor tredje generation har stået ved roret i flere år.

- Dansk Overflade Teknik har ligesom mange andre virksomheder haft en vanskelig tid gennem krisen, og det glæder os, at virksomheden nu igen har fået en indtjening, der gør det muligt at investere i fremtiden. Kun gennem en fortsat udvikling af virksomheden kan vi give vores kunder tryghed for, at de ikke alene har en dansk leverandør, men også en konkurrencedygtig leverandør, der i sit samlede tilbud til kunderne er på forkant med udviklingen i branchen. Købet af Herning Varmforzinkning er en klar styrkelse af den samlede virksomhed, siger Dansk Overflade Tekniks bestyrelsesformand Per Kristensen, som udover at være bestyrelsesformand for Dansk Overflade Teknik også er direktør for Jysk-Fynsk Kapital.

Dansk Overflade Teknik omsatte i 2015 for 356,7 mio. kr. og havde en bruttofortjeneste på 172,9 mio. kr. og et overskud før skat på 18,5 mio. kr. Herning Varmforzinkning havde til sammenligning i 2015/2016 en bruttofortjeneste på 44,5 mio. kr. og et overskud før skat på 7,2 mio. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089