Glade udstillere på HI-Messens første dag
Metal Supply loddede stemningen på første-dagen af HI 2009. Der var tale om en flok optimistiske og tilfredse udstillere.
- Vi har haft en strålende start på messen. De folk, der har været på vores stand, har virkelig været seriøse. Der har ikke været så mange osere imellem. Så dagen har levet fuldt op til forventningerne, og vi har fået flere lovende kontakter, forklarede Bo Ulsøe.
Horsens-virksomheden er blandt de udstillere, der har præsenteret en trestjernet nyhed på dette år messe – nemlig virksomhedens nye anlæg til lasersvejsning.
- Vores flagskib i år er lasersvejsning. Vi fik anlægget i maj, og mig bekendt er der tale om det første af den type, der findes Danmark. Der findes andre anlæg, men de bruges vist primært til egen-produktion og ikke til underleverancer, som vi tilbyder, sagde Bo Ulsøe, mens han ivrigt viste emner forarbejdet af det nye anlæg.
Optimismen var også i top på Euro-Vents stand, hvor Jacob Andersen i år har fyldt standen med løsninger inden for automatik og varmegenvinding – to koncepter han er overbevist om vil falde i messedeltagernes smag.
- Vi regner med, at energipriserne stille og roligt er på vej op på samme niveau som før krisen, og så bliver det pludselig attraktivt at investere i vores anlæg, og vi kan også mærke, at folk nu har tid til at undersøge mulighederne, siger Jacob Andersen.
Han var generelt godt tilfreds med besøgstallet på første del af tirsdagen.
- Indtil videre ser den ud til at være godt besøgt. Det er måske også fordi, folk har mere tid til det end for to år siden. Vi overvejede selv, om vi skulle have en stand eller ej, men kom til den konklusion, at det er vigtigt at arbejde fremadrettet, slutter han.
I samme hal forsøgte Per Veile fra CP Sourcing også at overbevise gæsterne om, at hans virksomhed kunne give kunderne gode besparelser. Virksomheden hjælper kunderne med at outsource produktion til Kina, og helt i tråd hermed har man indrettet standen i hal F med et ægte kinesisk tebord.
- Mange ser vores tebord, kommer ind og får en kop te eller kaffe, og så kan man jo altid tage en snak om vores produkter, forklarer Per Veile til Metal Supply.
På standen kan man se et varieret udvalg af emner og færdige produkter i metal og plast, men for CP Sourcing skal HI Messen også bruges til en ganske særlig salgsindsats.
- Som noget nyt har vi nemlig medbragt et IT5 lysrør, som er et færdigt produkt udviklet i Østen, vi gerne vil have nogen til at sælge. Det bruger mindre strøm end et traditionelt neonrør og er færdigproduceret og godkendt til brug. Nu mangler vi bare at finde en koncern, der vil varetage salget, for den slags gør vi det ikke i, lyder det fra Per Veile.
Som messens andre udstillere var han generelt meget tilfreds med fremmødet tirsdag.
- Vi har store forventninger til messen, og der har faktisk allerede været en del besøgende hos os. Men om der kommer noget konkret ud af det, kan vi formentlig ikke konstatere før om to-tre måneder. Jeg kan endnu ikke fornemme, hvor mange kontakter vi får i år, men bare her i løbet af de første par timer har vi da haft et par seriøse henvendelser. Og kan vi skaffe bare fem rigtige kunder, så er det en succes, siger Per Veile.
Hos Prodan på Automation-messen har man også et ganske bestemt mål med tilstedeværelsen på messen. Randers-virksomheden har nemlig for nylig investeret i tre nye sværdgodsmaskiner, og dem skal der naturligvis slås på tromme for på Danmarks største industrimesse.
- Men derudover vil vi gerne vise vores alsidighed og vise, at vi er totalleverandør. Vi sigter bredt og viser noget inden for alle vores afsætningsområder; transport, vindmøller, maskin- og procesindustri, luftfart, fødevarer og byggeri. Vi kan tilbyde alt inden for spåntagende bearbejdning i plast og metal, forklarer Torben Andersen fra Prodan, og fortsætter:
- Jeg synes der har været god aktivitet på messen, der har været en god stemning, og folk har været nysgerrige, konkluderede Torben Andersen tirsdag.
HI Messen fortsætter ugen ud. Onsdag og torsdag er der åbent fra 09.00-17.00 og fredag fra 09.00-16.00.