23948sdkhjf

Randers Industri Service giver den ekstra gas

Den østjyske virksomhed har nu samlet alle aktiviteter på én adresse og udvidet med en af Jyllands største gasgårde.

Allerede for tre år siden rykkede Randers Industri Service til nyt domicil på Toldbodgade i det nordøstlige Randers. Men først nu er alle aktiviteter blevet samlet her.

Virksomhedens ene ben - salg af gas – er nemlig i altovervejende grad sket fra eksterne lagre, men en spritny gasgård gør, at alt nu er samlet.

- Vi har kørt gas i 14 år og har haft forskellige lejepladser - forskellige steder i byen, men nu har vi samlet alle aktiviteter på samme matrikel, så vi kan blive bedre leverende. Og så har vi fået plads til at blive udleveringsdepot, og det har vi ikke kunnet før. Det har givet noget mere flow i butikken og gør, at folk får noget mere med – ikke bare gas, men også svejsedele, siger indehaver Jesper Madsen.

Den østjyske virksomhed har i alt seks medarbejdere, og størrelsen på virksomheden taget i betragtning er der tale om et gaslager af en ganske betragtelig størrelse.

- Vi har svejsegasser inden for alle former for svejsning og skæring, og så har vi propangas, som bruges til alt fra gaffeltrucks til storkøkkener og havegrill. Normalt har vi 10-15 tons på lager inden for propangas og cirka 600 flasker og 10 batterier inden for industrigas. Vi får leveret propan en gang om ugen og industri to gange om ugen, lyder det fra Jesper Madsen.

Udover salget af gas har virksomheden to andre ben; salg af svejsemaskiner samt svejseslid- og reservedele, hvor man blandt andet er forhandler af Lincoln, samt reparation og service på alt svejseudstyr. Sidstnævnte har Randers Industri Service blandt andet mulighed for at håndtere fra eget værksted på Toldbodgade, mens der også er indrettet en butik til at håndtere salgsdelen.

Og det at alt nu er samlet skaber synergier og muligheder.

- Mange kommer og spørger til produkter, og nu kan de se det fysisk – og der er mange, der kommer og fylder deres servicebil op med både gas og svejseudstyr, inden de skal ud på montage, fortæller Jesper Madsen.

Han er da heller ikke i tvivl om, at placeringen i Randers’ nordøstlige industrikvarter kommer til at få en positiv indflydelse på virksomhedens vækst i de kommende år.

- Vi skal selvfølgelig have nogle flere kunder i de kommende år, men også gøre noget mere for de kunder, vi har i dag. Nogen er måske kun vant til at få repareret deres svejsemaskine hos os, men ved ikke, hvad vi ellers har. Nu kan de holde ved døren og få alt det, de skal bruge og få den ekspertise, de skal bruge for at få de rigtige svejseværktøjer med og så videre, forklarer Jesper Madsen.

Han er samtidig klar til at vise faciliteterne på Toldbodgade frem, og det kommer til at ske til et åbent hus den 19. maj kl 7.30-16.00, hvor alle kunder og forretningsforbindelser er inviteret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085