Metaloverenskomst på skinner
Mødeplanen for metalindustri, maskinbranchen, vvs-området og smedevirksomhederne er sat på plads, når DS Håndværk & Industri og Dansk Metal tager hul på de kommende overenskomstforhandlinger.
Dermed er skinnerne lagt så man kan have en overenskomst for metal-området klar inden 1. marts, hvor de nuværende aftaler udløber.
DS Håndværk & Industri og Dansk Metal har aftalt en møderække der starter den 16. februar og som afsluttes den 28. februar 2007 - hvis alt går som planlagt.
Som altid har metalarbejdsgiverne valgt ikke at kommentere på forhand-lingsoplæg eller indhold før resultatet er i hus:
- Vi har I DS Håndværk & Industri altid ment, at forhandlingerne blev ført, når vi sad ved bordet – og det har også betydet, at vi altid har haft et sundt og realistisk forhandlingsklima. Det er til gavn for både medarbejdere og virksomheder, siger formand for DS, Jim Stjerne Hansen.
Arbejdsgiverformanden regner med at man inden længe har aftaler på plads med de andre organisationer, som DS skal forhandle overenskomster med - så den samlede plan for forhandlingerne på metalområdet er på plads i starten af december.
DS Håndværk & Industri forhandler overenskomster for metal- og maskin-industri, vvs- og smede virksomheder, samt en række andre brancher og faggrupper indenfor metalområdet. Derfor aftales der også møder med blandt andre 3F, Blik&Rør og HK.
Kilde: Pressemeddelelse fra DS Håndværk & Industri – http://www.ds-net.dk