SMV'er har styr på arbejdsmiljøet
De små og mellemstore virksomheder har styr på arbejdsmiljøet og reduceret antallet af arbejdsulykker. Ulykkerne i SMV’erne er faldet med næsten 40 procent fra 2002 til 2003, viser særkørsel fra DA.
- Det går den rigtige vej med ulykkerne, både i de store og i de små virksomheder. Det handler om, at virksomhedsledere og ansatte i fællesskab har sat fokus på området. De tager fat i holdningen om, at de ikke vil acceptere arbejdsulykker, siger projektleder og konsulent Jørn Henrik Rasmussen fra Dansk Industri til ErhvervsBladet.
- Og når faldet så er mere markant i de mindre og mellemstore virksomheder, så kan det skyldes, at beslutningen når helt ud i krogene, fordi produktionschefen kan stå på en ølkasse og råbe budskabet ud til alle, siger Jørn Henrik Rasmussen, der mener, at virksomhederne igennem i lang årrække har kæmpet med at få ulykkerne ned og ændre holdningen. Derfor er arbejdsulykkerne i Danmark også faldet i otte år i træk, fremgår det af ErhvervsBladet.
I industrivirksomheden Blue Wawe A/S i Haderslev, der gør det i rustfrie wirere indenfor det maritime, industrielle og arkitektur, har de sidste to år ikke haft en arbejdsulykke. Virksomheden med 50 ansatte har en meget praktisk tilgang til at mindske arbejdsulykkerne. Man kigger f.eks på ”næsten-ulykkerne”.
- Vi mener, at vi kan forebygge mange skader ved at fokus på, hvad der kunne ske. Den gamle facon, hvor man siger: ”Hov - hvad kan vi gøre for, at det ikke sker igen”, er ikke god nok. Det kan være så banalt som, at hvis der ligger en klat olie på gulvet, så påpeger vi, at der en dag, er en der glider i det. Enten skal det tørres op eller der skal lægges savsmuld på, siger produktionschef Preben Rønnow til ErhvervsBladet.