Motorer med plast i stedet for metal
Det store kemi- og materialefirma Solvay udvikler en lang række polymerer til alle slags formål.
Firmaet har blandt andet fokus på at erstatte anvendelsen af metaller med brug af polymerer. Det har resulteret i en motor, Polimotor 2, hvor en lang række metaldele er udskiftet med højtydende plastdele.
Ud af 27.000 ansatte i Solvay arbejder knap 4.000 medarbejdere med "speciality polymers".
- Vi fokuserer på byggeri, medicinalsektor, batterier, bilindustri og flyindustri, fortæller Philippe Martin fra Solvay, der er teknisk marketingchef i Europa for Solvay, der har hovedkvarter i Belgien.
Han talte på ATV-SEMAPP’s konference om metalerstatning for nylig i Odense.
Solvay har blandt andet leveret plastmaterialer til Solar Impulse 2, det solcellefly, som i 2015-16 som det første fly fløj jorden rundt alene på solenergi.
- De store fordele ved plast frem for metal er dens lavere vægt og større designfrihed. Der er også væsentlig mindre bearbejdningstid. Til gengæld er styrken ikke den samme, siger Philippe Martin.
Men han understregede, at det er lykkedes Solvay og andre firma at nå til fiberforstærkede polymerer med meget høj styrke.
Phillippe Martin ser blandt andet store muligheder for forstærkede polymerer inden for fjernvarmerør.