Nye veje ud i verden
Danske virksomheder skal finde nye veje til det globale marked, hvor en stadigt voksende del af omsætningen hentes
Danske virksomheder er globaliserede, de har i vid udstrækning bevæget sig ud i den nye verden, hvor de beskæftiger stadig flere medarbejdere samtidig med, at de fastholder den danske beskæftigelse.
Den konstatering var udgangspunktet for debat og oplæg på årsmødet for DI's International Business Netværk.
- Danske virksomheder henter en stadig større del af omsætningen i udlandet, og alt tyder på, at efterspørgslen på de udenlandske markeder bliver stadig vigtigere for den enkelte virksomhed, sagde direktør Jørgen K. Hansen, DI, til de ca. 120 fremmødte repræsentanter fra danske virksomheder, som enten har eller er i gang med at placere en del af deres produktion eller afsætning på markeder udenfor Danmark.
DI-IBN's årsmøde handlede blandt andet om at synliggøre de potentialer, der er for at styrke konkurrenceevnen og få det optimale udbytte af at satse internationalt.
- De virksomheder, der opererer internationalt, klarer sig bedre end virksomheder, der ikke gør. Globaliseringen giver nye muligheder, men også nye udfordringer, og det er også op til virksomhederne selv at udvikle sig i en retning, som gør det muligt at skabe adgang og muligheder på nye markeder, sagde Jørgen K. Hansen, og opfordrede deltagerne i DI-IBN's årsdag til at bruge hinandens erfaringer i netværk, som kan styrke virksomhederne i bestræbelserne på at gøre hele verden til hjemmemarked.