Billedserie: Hvalkæbekopier i komposit
Af Benita Dreyer-Andersen
På Tech College i Aalborg ligger der lige nu to gange syv meter kvalkæber i komposit. De har været undervejs i godt 20 uger som en del af vindmølleoperatørernes grundforløb, og fredag 9. juni skal kæberne undergå den sidste kærlige hånd, når de skal males hos Siemens.
I slutningen af juni skal de fragtes til Hals i Nordjylland og stilles op der, hvor byens vartegn – to originale blåhvalkæber – har stået i 150 år. Mere om den historie senere.
Kerne af skum
Kæbekopierne er kommet til verden på baggrund af 3D-scanninger, som Fibercon lavede af de originale kæber fra Hals. Ud fra scanningerne har man fræset to modeller ud af skumplast, som derefter er blevet belagt med glasfiber.
- Glasfiberen er blevet rullet på skumplastskabelonen, lidt ligesom man ville gøre med maling. Kæberne er ujævne og har buler en masse steder, og så var det den nemmeste måde at gøre det på, siger Martin Tomra, der er faglærer på vindmølleoperatøruddannelsen på Tech College i Aalborg.
Kæberne skal sammen udgøre en port i Hals, og det har sat store krav til holdbarhed og stabilitet i kæbernes konstruktion.
- Tykkelsen af kompositten varierer hen over konstruktionen, fordi det sikrer en stabilitet, når de skal stå udsat i vind i vejr. De tykkeste steder har vi et par centimeter komposit, de tyndeste under én centimeter. Krav til stabiliteten var også grunden til, at vi støbte en fod knap en meter ind fra bunden af hver kæbe, siger Martin Tomra.
Han tilføjer, at tiden har været den største faktor, fordi det er en langsommelig proces at tørre og hærde komposit, når det smøres på i lag. Desuden har det til tider været lidt omstændigt at skulle vende, dreje og håndtere en syv meter lang ujævn konstruktion, siger han.
Tredje sæt kæber
Projektet er sidste del af en over 150 år gammel i historie fra Hals i Nordjylland. Her har byens vartegn gennem mange år været to blåhvalkæber, som en lokal fanger havde skænket til byen efter et togt, hvor han havde nedlagt en blåhval.
De stod der frem til 1953, hvor en vognmand påkørte de godt forvitrede kæber, og de dermed ikke stod til at redde. En norsk konsul forbarmede sig over byen og donerede to nye kæber i 1955, og det er dem, der nu er så vejrbidte, at de skal skiftes ud med nye modeller.
Reglerne har ændret sig, blåhvalen er i dag en truet art, og derfor må man ikke opstille et sæt ægte kæber. Og her kommer kompositmodellerne ind i billedet.
”Et rigtig godt projekt”
15 elever har stået for konstruktionen af kæberne over det sidste halve år, og samtidig har materialer, arbejdskraft, transport været fordelt mellem forskellige bidragsydere til projektet.
- Sådan et projekt ville koste et par millioner at lave ude i erhvervslivet, men her har alle givet og taget lidt, når det kom til materialer, arbejdstid, transport og så videre. Det er et eksempel på et rigtig godt projekt, siger Martin Tomra.
