Bi-Tech klar til næste skridt
2016 har været et godt år for Bi-Tech. Sønderborg-virksomheden, der er en højtspecialiseret pakkeri- og montagevirksomhed, har således formået at fordoble sin omsætning. Det skriver Bi-Tech i en pressemeddelse.
Det stærke momentum skal nu udnyttes til at skabe yderligere vækst, og med en nyetableret professionel bestyrelse og en god start på 2017 er der for alvor kommet gang i hjulene hos Bi-Tech.
– Vi har haft en rigtig god udvikling på både omsætning og indtjening gennem hele 2016, og væksten er fortsat ind i 2017. For os har det derfor været det helt rigtige skridt at få en professionel bestyrelse, som skal være med til at udvikle og implementere en fokuseret vækststrategi for Bi-Tech ApS. For at kunne opfylde vores kunders kvalitetskrav, er vi også ved at implementere en ISO 9001-certificering, der bliver afsluttet i august, siger administrerende direktør Jonny Schlaikjer, der i 2011 grundlagde virksomheden.
Den nye bestyrelse udgøres foruden Jonny Schlaikjer og hans søn Jesper Schlaikjer, der er daglig leder i Bi-Tech, af to erfarne medlemmer. Bestyrelsesformand Kjeld Kückelhahn har således mange års global erfaring inden for bestyrelsesarbejde samt produkt- og forretningsudvikling, imens advokat Vivi Muurholm fra Advokathuset Muurholm ligeledes har erfaring fra flere bestyrelser.
Bi-Tech har cirka 27 medarbejdere og servicerer en lang række af områdets virksomheder som for eksempel Lodam Electronics, Maersk Container Industri, Linak og OJ Electronics A/S fra lokalerne på Fynsgade i Sønderborg.
– Vi hjælper andre virksomheder, når de for eksempel oplever flaskehalsproblemer som følge af sygdom eller kraftig ordretilgang. Vi får også mere og mere travlt med konsulentbistand i forbindelse med problemløsning, ligesom totaloutsourcing inden for indkøbs- og produktionsstyring skaber travlhed. I takt med travlheden har vi dog fået pladsproblemer, men har nu udvidet lokalerne med yderligere cirka1200 kvadratmeter, så vi er på alle måder helt klar til vækst, slutter Jonny Schlaikjer.