23948sdkhjf

Kaffe-tsunami afløser mælke-tsunami hos GEA Process Engineering

GEA Group AG fordoblede næsten overskuddet i sit danske selskab i 2016.

Det er en tilfreds direktør Morten Unn Hansen, der kan gøre status over udviklingen hos GEA Process Engineering A/S i 2016.

Her endte man med en stigning i omsætningen på 3 procent til 1,709 mia. kr., og endnu vigtigere så blev overskuddet før skat næsten fordoblet fra 85 mio. kr. til 158 mio. kr.

- Vi har for det første haft en aktivitetsstigning, som hjælper på vores bundlinje. Derudover har vi samtidig solgt vores andel af Moscow Coffee House, hvor vi ejede 29 procent. Og så har vi i GEA været igennem en omstrukturering, hvor vi allerede nu ser en positiv effekt, forklarer Morten Unn Hansen.

- Et øget fokus på serviceforretning har medført, at vores serviceforretning er vokset, og det er også noget, vi har fokus på i 2017, tilføjer han.

En del af omstruktureringen medfører groft sagt, at den interne afregning mellem GEA-selskaberne er ændret, og det ses nu på bundlinjen i det danske selskab.

Men selv om en del af resultatfremgangen dermed er matematisk, er Morten Unn Hansen godt tilfreds med 2016-regnskabet.

- Alt i alt er vi super tilfredse med vores regnskab, og at vores toplinje er så høj, som den er, og det forventer vi også i 2017, siger han.

Den danske producent af procesudstyr har de seneste år haft stor succes med levering af produktionsanlæg til mælkepulver, men i disse år mærker man en ændring.

- Vi har de sidste mange år været drevet af det, vi kalder mælke-tsunamien, hvor mælkekvoterne i Europa blev frigivet, og vi fik mange ordrer i Dairy-industrien. Men det der har drevet forretningen i 2016, og som vi også får mange ordrer på i 2017, er frysetørret kaffe, forklarer Morten Unn Hansen.

Projektstørrelserne kan ikke helt måle sig med nogle af de gigantiske mælkeanlæg, som virksomheden har leveret, men volumenmæssigt er der tale om et ganske interessant marked.

- Vi har altid haft rigtig godt fat på markedet inden for frysetørring, og det er også derfor, kunderne henvender sig til os. Kroner/øre-mæssigt er projekterne ikke i størrelse som de store anlæg leveret til dairy-industrien. De største leverancer til kaffeindustrien ligger i typisk størrelsesordenen 25-30 mio. euro, fortæller Morten Unn Hansen.

Han er da også sikker på, at 2017 bliver endnu et godt år for Gea Process Engineering.

- Vi har fået en rigtig fin start og har faktisk fået en bedre start end de seneste par år, siger Morten Unn Hensen.

- Uden at jeg vil lægge hovedet på blokken, tror jeg vi rammer omkring 1,80-1,85 mia. kr. i omsætning, og vi forventer en indtjening på vores projekter, der ligger på nogenlunde samme niveau som 2016, slutter han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103