23948sdkhjf

Selvstyrende Volvo skal høste sukkerrør i Sydamerika

Volvo Trucks har udviklet en ny selvstyrende lastvogn, der kan være med til at øge produktiviteten for de brasilianske sukkerrørsproducenter

I Maringá, der ligger en times flytur fra São Paulo, producerer Usina Santa Terezinha Group sukker og ethanol fra deres egen høst af sukkerrør. I løbet af den seneste dyrkningssæson har virksomhedens kæmpe marker fungeret som et testområde for en prototype fra Volvo Trucks.

Lastvognen blev udviklet for at undersøge, hvordan automatiseret kørsel kan gøre det muligt at undgå beskadigelse af jorden og høsten og på den måde øge indtægterne. Potentialet for et større høstudbytte er betydeligt – op til ti ton pr. hektar om året.

- Ved hjælp af Volvo Trucks' løsning kan vi øge produktiviteten, ikke kun for en enkelt høst, men for hele sukkerrørsplantens livscyklus, som varer fem til seks år, forklarer Paulo Meneguetti, Finance and Procurement Director hos Santa Terezinha.

Automatiseret styring
I øjeblikket indsamles sukkerrørene fra marken ved hjælp af høstmaskiner og manuelt styrede lastvogne, som kører ved siden af hinanden ved lav hastighed. Når en lastvogn er fuldt lastet og kører væk for at aflæsse lasten, kører den næste op ved siden af høstmaskinen, og proceduren gentages.

Den store udfordring for lastvognschaufføren er at tilpasse sin hastighed med høstmaskinen og samtidig koncentrere sig fuldt ud om at køre i dens spor, så de planter, der udgør næste års høst, ikke køres ned.

Volvo Trucks har løst problemet ved hjælp af et chaufførsupportsystem, der automatiserer styringen. Det sikrer, at lastvognen altid opretholder den rigtige kurs under kørslen – ved siden af og på rette afstand af høstmaskinen, så planterne ikke ødelægges ved at blive kørt hen over.

Høj grad af præcision øger sikkerheden
Ved hjælp fra GPS-modtagere følger lastvognen et koordinatbaseret kort hen over sukkerrørsmarken. To gyroskoper sikrer, at ikke blot forhjulene, men hele køretøjet styres med en høj grad af præcision, så lastvognen ikke afviger mere end 25 mm til siden fra den indstillede kurs. Under læsningen af lastvognen kan chaufføren vælge at tilpasse hastigheden ved hjælp af køretøjets fartpilot eller at accelerere og bremse manuelt.

Eftersom chaufføren slipper for det enorme koncentrationspres og den trættende højpræcisonsstyring, er det lettere at bevare fokus og arbejde på en mere afslappet og sikker måde hele dagen.

- Med denne løsning vil vores kunder i sukkerrørsbranchen snart kunne øge produktiviteten betydeligt. Samtidig forbedrer vi chaufførernes arbejdsforhold og sikkerhed. Det gør også arbejdet mere tiltrækkende og gør det dermed lettere at rekruttere og fastholde chaufførerne, siger Wilson Lirmann, direktør for Volvo Group Latin America.

Tilgængelig i nærmeste fremtid
Denne sommer vil forskningsprojektet overgå til produktudviklingsfasen, hvor flere køretøjer vil blive afprøvet i praksis. Derefter er det forventningen, at de bliver tilgængelige på markedet inden for en overskuelig fremtid.

Allerede i år vil Volvo Trucks tilbyde sine kunder et avanceret GPS-baseret kortlæsningssystem, som gør det meget lettere for chaufføren at opretholde en forudbestemt kurs, også selvom den faktiske styring stadig klares manuelt på dette trin.

Den selvstyrende lastvogn, der skal bruges til transport af sukkerrør, er et af Volvo Trucks' forsknings- og udviklingsprojekter til automatiserede køretøjer. Der laves i øjeblikket tests af en selvstændigt kørende lastvogn til minedrift i Kristineberg-minen i Nordsverige, og en selvstændigt kørende renovationslastvogn testes i Gøteborg i Sverige. Målet er at evaluere, hvordan systemer med forskellige grader af automatisering kan bidrage til en højere produktivitet, et bedre arbejdsmiljø og en forbedret sikkerhed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109