Miljøproblemer påpeget i metalindustrien
Arbejdstilsynet i Århus Amt er stødt på massive problemer, men Dansk Industri mener, at tilsynet lægger op til konfrontation
Arbejdstilsynet i Århus Amt er ved en gennemgang af 133 virksomheder i maskinindustrien stødt på massive problemer med arbejdsmiljøet
Det er skuffende, at der stadig er så meget at komme efter på de helt traditionelle områder som maskinbeskyttelse, støj, ventilation og tunge løft, siger Tove Ferm fra Arbejdstilsynet til Århus Stiftstidende.
- Hele jern- og metalområdet har god grund til at se sig selv lidt i øjnene, når det gælder arbejdsmiljøet, siger hun.
Næstformanden i Dansk Industri Østjylland, direktør Knud Flemming Madsen, mener, at de ansatte i Arbejdstilsynet på det seneste er blevet meget ivrige i tjenesten.
- Det, jeg hører, er, at Arbejdstilsynet går meget op i petitesser, mens man før i tiden havde bedre mulighed for at få en snak om tingene, og så har de været rettet næste gang, Arbejdstilsynet kom forbi. Man lægger lidt mere op til konfrontation, end man har gjort hidtil, siger han til Århus Stiftstidende.
Knud Flemming Madsen mener, at Arbejdstilsynets iver kan hænge sammen med, at der er politisk opmærksomhed om tilsynets arbejde.