Mekoprint klar med højautomatiseret minifabrik
Nordjyderne kan nu lave finmekaniske komponenter døgnet rundt
Mekoprint Chemigraphics har gennem mange år leveret finmekaniske metalkomponenter baseret på ætse-, stanse- og bukketeknologi, og det bliver nu suppleret med yderligere fræseteknologi: To Micron femaksede mikrofræsemaskiner fra Masentia med tilførende Kuka-robot er opstillet i et klimastyret rum, hvor temperaturen kontrolleres indenfor +/- 1 grad celcius.
- Vi har hermed et effektivt setup, der giver os mulighed for at producere komponenter 24 timer syv dage om ugen, siger design and development manager Bjørn Mølbach Krogh.
- Vi har skabt en minifabrik i fabrikken, som også skal inspirere til yderligere automatisering i vores eksisterende fabrik og således virke som katalysator af automatisering generelt. For automatisering er nødvendigt for ikke bare at opretholde men i særdeleshed øge konkurrencedygtigheden. Vi får nu mulighed for at producere en kombination af høj- og lavvolumen i samme produktionscelle, tilføjer han.
Maskinerne er udført med køling i spindler, lineærmotorer, emulsion og maskinkrop. Kombineret med placering i klimarum muliggør det produktion af meget præcise emner i et højt mix af materialer som aluminium og titanium samt avancerede plast- og ståltyper.
Automatiseringerne og robottens indtog på minifabrikken betyder ikke overflødiggørelse af medarbejdere. Tværtimod.
- Vi forventer, at det nye setup vil beskæftige tre mand fremover, og vi søger faktisk en ny programmør netop til dette anlæg, siger Bjørn Mølbach Krogh.