BBHS vil bruge sønderjysk lufthavn som testcenter
BBHS vil samtidig bruge Vojens Lufthavn som testcenter. Her vil den danske virksomhed vise, hvordan man kan undgå ødelagte kufferter, lange ventetider og fysiske skader hos lufthavnens medarbejdere. Løsningen integrerer automatisk bagagehåndtering både ved afgang og ankomst.
- Vi er stolte af at kunne præsentere vores løsning for både afgang og ankomst i Vojens Lufthavn. Samarbejdet vil give begge parter et optimalt udgangspunkt for øget vækst i de kommende år, og systemet vil ikke mindst forhindre arbejdsskader, der er forbundet med det hårde fysiske arbejde, når medarbejdere slæber tunge kufferter, siger Martin Sattrup Christensen, CEO i BBHS.
Løsningen nedsætter det manuelle løftearbejde med 95 procent og reducerer antallet af bortkommet og beskadiget bagage markant. Ventetider på bagage bliver kraftigt nedsat, og der er hele tiden styr på, hvor en kuffert helt præcist befinder sig i forløbet.
Bagagen bliver automatisk behandlet fra check in til flyet, og igen når flyet lander. Der er altså ingen, der smider rundt med kufferten, før den ruller ejeren i møde.
Bagageløsningen er allerede implementeret i Billund Lufthavn ved flyankomster.
BBHS forventer, at løsningen har et globalt perspektiv, og den er særdeles efterspurgt, og flere internationale lufthavne er i dialog med den danske virksomhed om at integrere den automatiske bagagehåndtering. Den danske virksomhed vurderer, at en vækst på en 0,5 mia. kr. inden for tre-fem år er realistisk.
- Vores automatiske bagageløsning er den største udvikling på markedet i 50 år, og vi bringer bagagetransport ind i det 21. århundrede på en helt ny måde, siger Martin Sattrup Christensen.