Når opgaven kalder på en robotløsning
- Det ville ikke have kunnet lade sig gøre uden den robot.
Så klar er meldingen fra Henrik Lund-Olesen, der er fabriksdirektør hos Danpres om den robot, som virksomheden installerede og tog i brug sommer.
En kunde havde henvendt sig med ønske om at få produceret en serie såkaldte reflektorer, som er højkvalitetsprodukter, som man bruger inden for blandt andet skibstrafik til internetkommunikation.
- Vi talte med kunden om, at produktionen kaldte på en nøjagtighed, der kun kunne leveres af en robot, og den var de heldigvis med på, siger han.
Teknologisk ekspertise
Resultatet blev en seks-akset robot installeret i en celle. Reflektorerne består af en række forskellige og komplicerede komponenter, der skal limes sammen med millimeters præcision, og den opgave, kan en robot løst meget bedre end manuelle kræfter, siger Henrik Lund-Olesen.
- Limen skal påføres meget nøjagtigt, i nøjagtige baner og med den præcise dosering, ellers går det ud over reflektorens funktionsevne. Det er et dyrt produkt, så tingene skal bare være helt i orden, og derfor overvejede vi ikke en gang en manuel påføring af lim, siger han.
Til gengæld er det stadig menneskehænder, der samler elementerne efter limningen.
- Der har vi brug for det menneskelige øje til at se, om tingene sidder som de skal. Det kan robotten ikke hamle op med.
Kravet på ensartethed
Henrik Lund-Olesen fremhæver især to fordele ved den automatiserede løsning.
- Det var helt centralt for os at få en ensartethed og en kvalitet på hver eneste limning. Der er en tryghed i at vide, at når man trykker på knappen, så limer den på nøjagtigt samme måde, med nøjagtig samme dosering som den også gjorde ved sidste parti. Og at nøjagtigheden og doseringen bar sidder i skabet hver gang. Og det er helt afgørende, når man har med både dyre og fintfølende emner at gøre, siger fabriksdirektøren.
Robotten blev leveret af Blaaholm A/S til Danpres i juli måned.