Klumme: Moralen er passiv mens ansvarligheden handler
Den mest frugtbare diskussion om CSR - Corporate Social Responsibility får vi ved at fokusere på ansvarlighed i stedet for moral.
De seneste år har vi dels set en større forankring af CSR i virksomhedernes forretningsstrategi, og dels set en række nye typer af virksomheder, de små og mellemstore, søsætte reelle bæredygtighedsinitiativer. Endelig ser vi en stigning i antallet af partnerskabsaftaler mellem erhvervslivet og de frivillige organisationer eller NGO’er. Netop partnerskaber er ét eksempel blandt flere på, hvordan ansvaret kan deles.
Moral er statisk
Moral og ansvarlighed er ikke det samme, og det skyldes to forskellige måder at anskue virkeligheden på. Den moralske model, hvor vi opstiller idealer, og den ansvarlige model, hvor vi opstiller realistiske scenarier. Udspringet er det samme: Vi har en udfordring, vi gerne vil gøre noget ved. Det kunne for eksempel være arbejdsforholdene på en fabrik, der producerer varer i Asien til det danske marked.
I den moralske model opstiller vi et ufleksibelt sæt spilleregler for, hvordan virksomheden bør handle, og hvad den bør gøre. Vi fokuserer på, hvad virksomheden har pligt til at gøre. Vi står klar til at pege på, hvem der har skylden, hvis alt ikke er perfekt. Arbejdsforholdene på fabrikken i Asien skal være uantastelige - det er ikke interessant, om man bevæger sig i en bestemt retning, om udviklingen er positiv eller negativ, eller om virksomheden har bidraget eller ej. Den moralske tilgang er med andre ord en meget statisk tilgang.
Ansvar kræver handling
I den ansvarlige model anerkendes det, at virkeligheden er mere sammensat og kompleks. Virksomhedernes mulighedsrum er ikke uendeligt, men begrænset af en lang række konkrete forhold. Arbejdsforholdene på fabrikken skal ses i forhold til lokale vilkår såsom økonomi, sociale forhold og det politiske klima. Udfordringer kan ikke løses fra den ene dag til den anden. Netop derfor bliver det interessant at diskutere, hvorvidt og hvor hurtigt udviklingen bevæger sig i den rigtige eller i den forkerte retning.
Ansvar er mere håndterbart og kalder i langt højere grad på handling end moraliseren. Sagt på en sofistikeret måde er ansvarlighed langt mere empowering end pligt-etisk fingerpegning. Her forudsættes det ikke, at forholdene er uantastelige, derimod at man hele tiden arbejder for forbedringer. I den moralske model bliver det bedste det godes værste fjende. Ved at insistere på kun at acceptere og blåstemple det ideelle kaster man vrag på alle fornuftige forbedringer, så længe de ikke fører helt i mål.
Når virkeligheden er kompleks, ligger ansvaret nødvendigvis på flere skuldre. De færreste virksomheder råder over muligheder og ressourcer, der sætter dem i stand til at løse de væsentligste udfordringer alene. Derfor handler CSR også om at identificere dem, der deler ansvaret med virksomhederne og de barrierer, som vanskeliggør eller reducerer værdien af virksomhedernes arbejde for CSR.
Mere pragmatisme i CSR
Der er altså en række svagheder og paradokser i, at vi bygger CSR-diskussionen op om en moralsk logik. I den moralske logik bliver ansvarlighed et spørgsmål om at balancere på en knivsæg. Det øger sandsynligheden betragteligt for, at CSR-initiativer mislykkes. Et enkelt rammevilkår, der ikke er på plads, kan få en langvarig proces til at kuldsejle. Derfor taler vi for, at der lægges mere pragmatisme, mere common sense ind i CSR-initiativerne og den måde, vi anskuer dem på.
Mulighederne for at udvise ansvar
Frem for at tale om forretningsetik og virksomheders moral vil vi kortlægge de muligheder, der er for at udvise et ansvar. Et ansvar, som i modsætning til et moralsk diktat, kan deles af virksomheder, forbrugere, myndigheder og NGO’er og således reelt bidrage til social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.
Ansvaret kan deles
Når vi siger, at det handler om at dele ansvaret, så bliver det centrale omdrejningspunkt de relationer, som virksomhederne har til politikere, NGO’er, forbrugere, leverandører etc. frem for at tænke i fastlåste skabeloner og modeller. Når man fokuserer på relationer, så øges graden af samarbejde og frivillighed. Virksomhedens mulighedsrum udvides, og derved bliver initiativerne mere robuste og langtidsholdbare. I stedet for, at virksomheden skal påtage sig det fulde ansvar for de udfordringer, CSR-initiativer søger at adressere, er det mere bæredygtigt at se på, hvilke relationer virksomheden kan indgå i nærmiljøet, og med hvem ansvaret kan deles. Det kunne være igennem samarbejde med lokale myndigheder og borgergrupper - uanset hvor det måtte være i verden.
Relationer kan have forskellig varighed og niveau af forpligtethed. Men kendetegnende for relations-tanken er, at forholdet er baseret på frivillighed. Gennem forholdet etableres et realistisk billede af den anden parts vilkår og aspirationer. Alle parter får dermed et realitycheck af egne forestillinger.
Så når Dansk Erhverv ser fremad, så må drivkraften bag CSR-initiativer findes i den relationelle ansvarlighed. Derigennem sikres en sand bæredygtighed.
Kilde: Dansk Erhverv - Teknik http://www.ntlnet.dk
