Vestforbrænding udskifter de gamle kraner
Vestforbrænding i Glostrup er ved at udskifte sine kraner i affaldssiloen. Derfor har transportfirmaet Skaks opsat store mobilkraner, som skal løfte de tonstunge maskiner på plads.
De tre nye kraner leveres af Danish Crane Building i Nibe, og de ankommer på blokvogn til Vestforbrænding i denne uge. Kranerne transporteres fra Nibe til Vestforbrænding om natten for at forstyrre trafikken mindst muligt.
I løbet af uge 44 bliver den første af de nuværende kraner taget ud af drift, og de tre nye kraner på hver 60 tons hejses ind gennem en åbning i taget af en 750 tons mobilkran.
Gamle kraner genbruges
Kranerne skal erstatte de nuværende kraner, som døgnet rundt løfter affald fra affaldssiloen og ind i ovnene.
Anlægget skal køre på fuld kraft, mens kranerne udskiftes. Først når de nye kraner er i drift, bliver de to sidste gamle kraner hejst ud gennem taget fra den anden ende af siloen.
- De gamle kraner rengøres hos Vestforbrænding og overtages af og transporteres til DCB for ombygning og tilpasning med henblik på genbrug, det vil sige salg til tredje part, oplyser Vestforbrænding.
Det er en stor operation af udskifte de 60 tons tunge kraner oppe under loftet i den store affaldssilo. Det forberedende arbejdede startede allerede i sommers, og efter planen skal de tre nye kraner være i drift 6. december 2017, men arbejdet er først endeligt afsluttet i foråret 2018.
Fakta Vestforbrænding modtager cirka 10.000 tons affald om ugen. Anlægget producerer, hvad der svarer til cirka 140.000 gennemsnitdanskeres elforbrug og cirka 63.000 husstandes varmeforbrug om året. |