23948sdkhjf

2010 satte konkursrekord

I forhold til 2009 gik 13,3 % flere virksomheder konkurs i det forgangne år. Det viser en ny analyse fra kredit- og analysevirksomheden Experian.
Med 6.662 konkurser blev 2010 et rekordår for antallet af konkurser. 13,3 % flere virksomheder måtte lukke ned i 2010, end det var tilfældet i 2009. December 2010 viste dog et mindre fald på 5,7 % i antallet af konkurser i forhold til december 2009. Men alt i alt er 2010 det år i konkursstatistikkens historie med allerflest konkurser.

- Året, der netop er gået, endte med at blive et rekordår i konkurser for danske virksomheder. Gennem finanskriseårene 08, 09 og 10 har vi set et stigende antal konkurser, men det kunne tyde på, at 2011 bliver året, hvor kurven for alvor knækkes. I hvert fald viser faldet i konkurser fra december på 5,7 %, at vi nu er ved at lægge krisen bag os – blandt andet takket være lovende takter i de eksportorienterede erhverv, siger administrerende direktør i Experian, Christoffer Spangenberg.

Værst i øst
Det er særligt Bornholm, Lolland-Falster og Hovedstaden, der tegner sig for de relativt største stigninger i antallet af konkursramte virksomheder i 2010. Bornholm havde 27 konkurser mod 7 i 2009, Lolland-Falster oplevede 89 konkurser i det forgangne år mod 54 i 2009, og i Hovedstaden gik hele 2.963 virksomheder konkurs i 2010 mod 2.450 konkurser i 2009, hvilket er en stigning på 20,9 %. Fyn, Nordjylland, Sydjylland og Færøerne har som de eneste områder oplevet fald i antallet af konkurser det forgangne år.

Ser man på de forskellige brancher viser det sig, at alle brancher har oplevet en stigning i antallet af konkurser i 2010 i forhold til i 2009. Dog har brancherne Transport og Fast ejendom oplevet de mindste stigninger i antallet af konkurser.

Derimod har mindre brancher som Forsyningsvirksomhed mm. og Råstofvinding – sammen med brancher som Sundhedsvæsen, Kultur, Forlystelser & Sport samt Pengeinstitutter & finansielle virksomheder – oplevet de relativt største stigninger i antallet af konkurser siden 2009.

Flere nye selskaber i 2010
Et noget mere positivt budskab fra Experians konkursstatistik er, at der tilsvarende er sket en stigning i antallet af nyetablerede selskaber i 2010 i forhold til i 2009. Antallet af nyetablerede selskaber i december 2010 var på 1.748, hvilket er en stigning på 13,6 % i forhold til december 2009.

I alt blev der etableret 19.116 nye selskaber i 2010, hvilket er 875 flere end i 2009 – svarende til 4,8 % flere nyetableringer i 2010 totalt. Dog skal man helt tilbage til år 2004 for at finde færre nyetablerede selskaber på et år. Det er særligt Hovedstaden, Bornholm og Østjylland, der tegner sig for flest nyetablerede virksomheder i det forgangne år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094