23948sdkhjf

Udenlandsk succes for AET

Aalborg Energie Technik modtager dansk-fransk eksportpris for sin klimarigtige og driftspålidelige kraftværksteknik.
I Danmark har AET ikke oplevet samme interesse som rundt om i Europa, hvor virksomheden gennem de seneste år har etableret en halv snes velfungerende og klimavenlige anlæg i størrelsen 25-170 MW input i blandt andet Tyskland, Østrig og Storbritannien

Tirsdag den 18. januar tildeles virksomheden så Dansk-Fransk Handelsunions eksportpris for den vellykkede etablering af et banebrydende biomasse-kraftværk, der åbner til sommer ved Rouen i Normandiet. Den franske ambassadør Madame Véronique Bujon-Barré tildeler ingeniørvirksomheden prisen i sin egenskab af ærespræsident i handelsunionen, ”Chambre de Commerce Franco-Danoise.”

- Som repræsentant for en dansk eksportvirksomhed er det vidunderligt at modtage international anerkendelse for mange års anstrengelser og udviklingsarbejde, lyder det fra administrerende direktør og medstifter af AET, Hans Erik Askou.

Åbner døre på det franske marked
Anlægget i Frankrig er et 55 MW termisk input værk, der både skal levere CO2-neutralt strøm til elnettet og procesdamp til en fabrik, der producerer vegetabilsk olie. Strøm og damp udvindes dels af træflis fra de nærliggende skove, dels af uforurenet affaldstræ fra den lokale industri. Den franske køber er den multinationale leverandør ud i alle former for energiservices COFELY GDF SUEZ.

- Først og fremmest er medarbejderne og jeg glade for prisen, fordi den forhåbentligt kan være med til at åbne endnu flere døre til franske og internationale opgaver. Men anerkendelsen vælger jeg også personligt at tolke som et indirekte hip til danske beslutningstagere på energiområdet om også at fokusere på anden grøn know how end det traditionelle, når nu internationalt anerkendte leverandører oven i købet findes indenlands, siger Hans Erik Askou.

Nyt anlæg i Italien
Siden ordren på det franske biomasseanlæg kom i hus, har AET øget antallet af danske ansatte, primært ingeniører og teknikere med 20-25 % til i dag 85. Og man har forventning om at skulle tiltrække yderligere ekspertarbejdskraft de kommende år, når blandt andet en stor britisk ordre, som man har arbejdet længe på at få, forhåbentligt falder endeligt på plads. Selve den fysiske produktion og opførelserne foregår i AET-konceptet med eksterne underentreprenører, men under egen projektledelse.

Sideløbende med den franske ordre etablerer Aalborg Energie Technik i øvrigt i øjeblikket endnu et specialdimensioneret biomassekraftværk mellem Trieste og Venedig – for Zignago Power i Italien. Et anlæg, der vil levere strøm svarende til ca. 25.000 husstandes forbrug baseret på træflis og energiafgrøder som majsstængler og elefantgræs, som der produceres en del af i det hjørne af Europa.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078