André er tredje generation i spidsen
For halvandet år siden satte administrerende direktør André Brandi Jensen sig for enden af bordet i familievirksomheden A.B. Jensen Maskinfabrik A/S. Vojens-virksomheden har siden 1980’erne specialiseret sig som underleverandør af pladebearbejdning til den danske industri.
I de seneste knap 30 år har fabrikken med 35 ansatte udelukkende leveret underleverandørarbejde.Forinden havde A.B. Jensen haft en række egne produkter, som primært henvendte sig til landbrugssektoren.
- Nu leverer vi primært til fødevarebranchen, men vi leverer til alle brancher. offshore, forsvar, maskinbyggere og den lokale smed, siger André Brandi Jensen.
Krisen ramte langsomt
Direktøren fortæller, at A.B. Jensen har været udfordret af krisen, men ikke i traditionel forstand. For underleverandøren har så bred en kundespredning, at dengang krisen ramte, oplevede man ikke en nedgang.
- Det, der ramte os, var dem, som havde haft det hårdt og sadlet om, havde tilpasset sig og lige pludselig var rigtig konkurrencedygtige. Det har vi sloges med de senere år, men nu har vi også fået vendt udviklingen. Den største udfordring er gældende for alle i branchen, at det går rigtig hurtigt på markedet, så man skal hele tiden være i bevægelse, siger André Brandi Jensen.
- Vi har også investeret ret hårdt, og vi har investeret en masse ressourcer internt - både økonomisk og mandskabsmæssigt for at sikre, at vi kan yde vores kunder de bedst mulige løsninger både i dag, men også i fremtiden.
A.B. Jensen blev grundlagt i 1957 af André Brandi Jensens bedstefar, Anton Brandi Jensen. Senere tog den nuværende direktørs far, Arne Brandi Jensen, over. Og det var faderen, som André Brandi Jensen afløste på posten.