23948sdkhjf

Smedene og maskinarbejderne vil presse deres løn i vejret

Fagforbundet Dansk Metal mener, at det skal være slut med moderate lønstigninger. Mangel på arbejdskraft, en forbedret konkurrenceevne og tidligere tiders tilbageholdenhed skal nu belønnes, lyder det.

Virksomheder, som de seneste år har tjent godt på, at deres medarbejdere var beskedne, skal nu til lommerne, skriver Finans.

Sådan lyder beskeden fra fagforbundet Dansk Metal, der med sine 108.000 medlemmer udgør en betydelig andel af industriens medarbejdere.

Får fagforbundet presset sine krav igennem i de lokale lønforhandlinger, der startede ved indgangen af marts, kan det ifølge økonomer føre til højere lønninger andre steder.

- Der er for mange virksomheder, der ikke har opdaget, at de er kommet ud af krisen. De har været for nærige. Nu er det på tide, at lønningerne stiger lidt hurtigere, siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal, til Finans. 

Fagforbundet rejser i disse dage rundt for at udbrede sit budskab blandt de lokale tillidsmænd. Her forklarer man, at timeproduktiviteten i industrien i gennemsnit er steget 5 procent per år fra 2011 til 2017, mens timelønnen kun er steget 2,3 procent per år.

Nu er virksomhedernes konkurrenceevne genopbygget, lyder det. Fagforbundet peger på, at virksomhederne har øget overskudsgraden de seneste seks år.

Underdirektør i DI Steen Nielsen mener ikke, at der er plads til, at reallønnen stiger mere end de foregående år - omtrent 1,3 procent.

- Jeg synes ikke, at der er nogen, der skylder noget. Jeg synes ikke, at lønmodtagerne er bagud på lønnen. Vi har fået en god konkurrenceevne, men det er ikke sådan, at vi i dag har en konkurrenceevne, der siger spar to, og er på det højeste niveau, siger Steen Nielsen til Finans.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094