23948sdkhjf

60 virksomheder klar til "Aftalt uddannelse"

60 rammeaftaler om "Aftalt uddannelse" er på plads i den spritnye ordning. Det betyder, at industriens ansatte kan videreuddannes med fuld løn, mens arbejdsgiverne kompenseres.

Så er der skudt gang i ordningen "Aftalt uddannelse", der skal være med til at give de ansatte i industrien et kompetenceløft.

Det er CO Industri og Dansk Industri, der har søsat ordningen som del af overenskomstaftalen i 2017, og der er allerede lavet mange aftaler.

Souschef i CO Industri, Peter Rimfort, oplyser, at der allerede er indgået 60 rammeaftaler om "Aftalt uddannelse". Det betyder med andre ord, at 60 virksomheder har indgået en aftale om kompetenceløft mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Rammeaftalen er forudsætningen for, at der kan laves en uddannelsesaftale for den enkelte medarbejder, som får sin almindelige løn udbetalt under uddannelse. Omvendt får arbejdsgiver kompensation fra puljen til lønudgiften bag "Aftalt uddannelse".

- Vi mærker, at rigtig mange tillidsfolk er interesserede i det her, og vi mærker også, at rigtig mange fra arbejdsgiversiden har fået øjnene op for ordningen, siger Peter Rimfort, som endnu ikke har et tal for, hvor mange enkeltaftaler, der er indgået nedenunder rammeaftalerne.

Fakta

Følgende uddannelser er en del af "Aftalt uddannelse". Som del af ordningen kan søges tilskud til hele uddannelser eller enkelte kursusforløb:

Automatiktekniker

Elektronikoperatør

Forsyningsoperatør

Industrioperatør

Industritekniker

Plastmager

Smed

Teknisk designer

Vindmølleoperatør

Værktøjsmager

Følgende akademiuddannelser er også godkendt:

Automation og drift

Informationsteknologi

Innovation, produkt og produktion

International handel og markedsføring

Kommunikation og formidling

Økonomi- og ressourcestyring

Følgende diplomuddannelser er godkendt:

Databaser

XML

Interfacedesign og digital æstetik

Konsulent klar i foråret
Lige nu tikker der løbende nye rammeaftaler og ansøgninger ind i sekretariatet. Derfor er det også alt for tidligt at vurdere, om ordningen er en succes.

- Vi oplever interessen, og vi får rigtig mange spørgsmål, men det har nok en vis indkøringsperiode, før man ude på virksomhederne får sat sig ind i det og afklaret, hvor kompetencerne skal løftes. Omvendt har vi da en forventning om, at pengene bliver brugt i perioden, siger Peter Rimfort med henvisning til de 200 mio. kr., som parterne har sat af i overenskomstaftalen, der dækker perioden frem til 2020.

Og i løbet af foråret sættes der endnu mere fart i arbejdet.

- Vi er ved at etablere den tilknyttede konsulenttjeneste, der skal hjælpe virksomheder og medarbejderrepræsentanter, ligesom konsulenterne skal lave opsøgende arbejde. Tjenesten forventes etableret her i foråret, siger Peter Rimfort.

En "Aftalt uddannelse" giver blandt andet mulighed for lønkompensation til to AMU-forløb og lønkompensation til en egentlig uddannelse som voksen-lærling.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095