23948sdkhjf

Gammel koldkriger på kurophold i Søby

’Peder Skram’ har forladt Holmen for en tiltrængt overhaling og genforening med sin gasturbine

Overhalingsintervallerne er normalt ikke så lange for flådens skibe, men onsdag i sidste uge var det tid for fregatten ’Peder Skram’ til en omgang bundmaling. Det har den ikke fået siden 2007. Men nu er det også 28 år siden, at fregatten sammen med søsterskibet ’Herluf Trolle’ ikke længere indgik i flådens tal.

Den gamle koldkriger blev i 1982 nærmest verdenskendt, da en teknisk fejl i et missil ombord betød, at et stort antal sommerhuse i Nordvestsjælland blev totaludslettet. Noget mere fredelig ventes de kommende to uger at blive, mens ’Peder Skram’ passes og plejes hos Søby Værft. Ikke mindst med en ny omgang bundmaling.

Turbiner geninstalleres
Turen fra den permanente hædersplads ved Holmen i København til Det Sydfynske Øhav blev gennemført med assistance fra RN Groups bugserbåd ’Skinfaxe’. Fyns Amtsavis’ Søsiden erfarer, at bundmalingen er doneret af Hempel, og at fartøjets to oprindelige Pratt & Whitney-gasturbiner skal geninstalleres under opholdet i Søby, efter de har været opmagasineret i USA i årtier.

Ifølge ildsjælene bag museumsdriften af ’Peder Skram’ har A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal doneret 1,6 mio. kr. til værftsopholdet, hvorfra fregatten ventes tilbage ved Holmen 19. maj.

Det sidste store krigsskib, der var forbi Søby Værft, var i øvrigt fra Søværnets næst-nyeste klasse af fartøjer, Knud Rasmussen-klassen, som fik tilført den sidste enhed så sent som i 2016.

’Peder Skram’ blev leveret fra Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri som byggenummer 370 og indgik i flådens tal 25. maj 1965. Den danske stat fik dengang betalt fregat-byggeriet af USA som en del af det amerikanske våbenhjælpeprogram til NATO-allierede.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094