23948sdkhjf

Fynsk industritekniker får Arbejdsgivernes lærlingepris

Jeppe Lykkegaard fra Ferritslev er årets modtager af Arbejdsgivernes lærlingepris ”Guldmedaljen”

Det har ligget i kortene, at Jeppe Lykkegaard skulle være industritekniker. Han har altid været vild med mekanik og med at skrue med knallerter. Hans far ejer Lykkegaard Maskinfabrik i Ferritslev, så da Jeppe Lykkegaard i 2013 satte sig op på knallerten og kørte ned til Smel Industry i Gislev, var det helt efter planen.

Her fik han en læreplads som industritekniker i den alsidige sydfynske virksomhed, der laver alt fra trækakslen til en traktor til underleverandørarbejde for medicinalindustrien. Hans mester Erik Langelund husker den dengang 17-årige Jeppe Lykkegaard som en forsigtig dreng.

- Det har vi heldigvis fået pillet af ham. De starter som drenge, men slutter som ansvarsbevidste mænd, siger Erik Langelund.

Jeppe Lykkegaard faldt hurtigt til i virksomheden. Det første halvandet år var han i reperationsafdelingen. Herefter kom han til de CNC-styrede maskiner.

- Jeg kan godt lide at designe ting. At se Erik arbejde har bekræftet mig i, at det er det, jeg gerne selv vil arbejde med, siger Jeppe Lykkegaard.

Udover at han fra starten har været meget videbegærlig, har hans mester en forklaring på, hvordan han er blevet en god smed.

- Jeppe er den typiske mand. En mands hoved er en masse små skuffer. Så hvis han eksempelvis skal lave en kuglepind. Så trækker han den skuffe ud, der handler om det, og så fokuserer han kun på det, siger Erik Langelund og smiler.

- Det er det, der er forskellen på en dygtig og en dårlig håndværker. Om man kan holde fokus. Og så, at man er videbegærlig, og det er Jeppe, siger Erik Langelund.

Selvom mange unge i dag vælger gymnasiet, har det ikke været en del af Jeppe Lykkegaards planer.

- Jeg har altid været god i skolen. Men jeg ville gerne bruge mine hænder også. En ingeniør, der ikke har været ude og se det praktiske og se maskinerne i produktionen, har ikke den samme kompetence. Har du været det, kan du bedre se på ting, om de kan holde. Jeg kan godt lide, at jeg både kan se det og beregne det, siger Jeppe Lykkegaard.

Jeppe Lykkegaard fortsætter i virksomheden frem til juli, hvorefter han skal læse videre til maskiningeniør, og så skal Erik Langelund have en ny lærling. Han har hele tiden to lærlinge i virksomheden.

- Det er godt både for virksomheden og for Danmark. Det har dem, der har læst flere bøger end mig, heldigvis også indset, siger han.

Den holdning deler han med Finn Kyed, uddannelseschef i Arbejdsgiverne.

- Jeppe er et pragteksemplar på der, hvor åndens og håndens arbejde går op i en højere enhed. Jeg er sikker på, at Jeppe har fået job, inden han har afsluttet sin ingeniøruddannelse, da ingeniører med praktisk uddannelse er særdeles eftertragtede og ikke mindst faglærte generelt. Forhåbentlig får flere unge øjnene op for de muligheder, siger Finn Kyed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078