23948sdkhjf

Jensen Metal køber Silkeborg Maskinfabrik

Med virkning fra den 18. juni 2018 har Jensen Metal A/S købt konkursboet efter Silkeborg Maskinfabrik A/S, og dermed overtager de store dele af aktiviteterne i selskabet.

I forbindelse med handlen overtager Jensen Metal de fleste af medarbejderne, der fremadrettet vil betjene Silkeborg Maskinfabriks kunder fra deres kendte adresse i Silkeborg.

Selskabet fortsætter under navnet ”Ny Silkeborg Maskinfabrik A/S”, men som en afdeling af Jensen Metal A/S i Hasselager.

- Jeg er utrolig glad for, at vi har fundet en løsning så hurtigt. Jensen Metal er den perfekte nye ejer af Silkeborg Maskinfabrik og med dette opkøb kan Jensen Metal nu også tilbyde maskinbearbejdning samt tanke. Endvidere er jeg meget positiv over, at vi har fået medarbejderne med, og at Jensen Metal har ansat mig som daglig leder, udtaler Frank Torhus, tidligere direktør og ejer hos Silkeborg Maskinfabrik, som fortsætter:

- Vi vil fremover ikke tilbyde de helt store tanke samt delkomponenter som svøb og endebunde. ”Ny Silkeborg Maskinfabrik A/S” vil forsat tilbyde mindre tanke samt tankkomponenter og ikke mindst maskinbearbejdning. Jeg ser frem til at kunne servicere vores gamle samt nye kunder under Jensen Metal.

- Jeg er yderst tilfreds med, at Frank Torhus har valgt at fortsætte i Jensen Metal A/S, som daglig leder af vores afdeling Ny Silkeborg Maskinfabrik A/S, udtaler CEO Søren Strunge.

Hos Jensen Metal har købet af aktiviteterne et præcist forretningsmæssigt sigte.

- Købet af aktiviteterne skal være med til at øge omsætningen i Jensen Metal i Danmark. Det er jo ingen hemmelighed, at den danske jern- og metalindustri fortsat er udfordret, så vi kigger nøje på, hvad der kan styrke vores aktiviteter i Danmark, fortæller Søren Strunge og bestyrelsesformand Lars-Bo Christensen samstemmende.

Jensen Metal i Hasselager tilbyder alt fra laserskæring til de mere komplekse løsninger i rustfri stål og aluminium og udfører tillige maskinbygning for en række kunder.

Arbejdsområderne dækker blandt andet 3D-produktionsforberedelse, laserskæring, kantbukning, certifikat-svejsning, overfladebehandling og montage.

- Samlet set kommer vi nu op på 7.000 kvadratmeter produktionsfaciliteter og omkring 75 medarbejdere, og med dette setup er vi sikre på, at vi fremadrettet kan dække næsten ethvert behov inden for opsvejste konstruktioner i rustfri stål, slutter Søren Strunge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093