23948sdkhjf

Virksomheder efterlyser kommende ingeniører og it-eksperter

Torsdag er frist for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 1. Arbejdsgivere følger nøje med.

Forhåbningsfulde unge uddannelsessøgende krydser formentligt fingrene fra torsdag, hvor der er sidste frist for at søge ind på en videregående uddannelse.

Omvendt bliver der også krydset fingre hos arbejdsgiverne - for at de unge søger mod de uddannelser, hvor der nu og i de kommende år mangler arbejdskraft. 

Ifølge chef for videregående uddannelser og forskning i Dansk Industri Mette Fjord Sørensen er der flere brancher, hvor unge har meget gode chancer for at få job, så snart de er færdige.

- Man skal se på de tekniske uddannelser - ingeniørfagene eller it. Man kan også se mod de naturvidenskabelige uddannelser. Det kan for eksempel være datalogi eller forsikringsøkonomi. 

- Det er blandt andet her, vi mangler flere kloge hoveder, og derfor håber vi også, at der er rigtig mange unge mennesker, der søger, siger hun.

Hvis man ikke har let ved de naturvidenskabelige fag eller lyst til at gå ad den vej, er der alligevel håb. 

- Hvis man ser mod de humanistiske fag, er der i høj grad brug for flere, der vælger sprogfag som tysk og fransk. Der er efterhånden mangel på gymnasielærere med de kompetencer, siger hun.

Torsdag klokken 12 er der frist for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 1. 

28. juli får ansøgerne svar på, om de er blevet optaget på drømmestudiet.

Mette Fjord Sørensen holder også øje med søgningen til at blive lærer, som hun fremhæver, som en af de vigtigste i uddannelsessystemet.

- Det er et af de vigtigste erhverv, fordi de skaber fundamentet for de kommende generationers uddannelse, siger hun.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094