AP&T indfører pressehærdning hos Kirchhoff
Kravene om lavere CO2-udslip betyder, at bilindustrien er nødt til at søge efter – ikke blot nye motorer og drivmidler – men også efter løsninger, som giver lettere karosserier og dermed sparer på energien.
Det er Kirchhoff Automotives opfattelse, at pressehærdning er den produktionsteknik, som er mest velegnet til at forme højstyrkestål.
Indførelsen af denne produktionsmetode startede med et forsøgsanlæg bestående af en presse og en ovn. Da man havde indsamlet tilstrækkelig erfaring med formningsteknikkerne, besluttede man at investere i en pressehædningslinje i virksomhedens anlæg i Iserlohn, Tyskland. Det afgørende var kundernes voksende behov og et fristende tilbud fra AP&T.
Fuldautomatisk og fleksibel
På den helt automatiske pressehærdningslinje føres komponenterne fra paletten via emnefødere til ovnen, hvor de opvarmes til 950° C. Derefter transporteres de til en 800-tons hydraulikpresse med AP&T's presserobot, SpeedFeeder.
Som leverandør til bilindustrien må man kunne reagere hurtigt på kundernes vekslende behov og opbygge de tilgængelige ressourcer, så man på samme linje kan producere forskellige batches med god økonomi og korte nedetider. Derfor er pressehærdningslinjen hos Kirchhoff Automotive opbygget med maksimal fleksibilitet.
Under værktøjsskift håndteres presseværktøj med en vægt på op til 26 ton, og de kan skiftes på nogle få minutter. Linjen er udstyret med pyrometre, som måler temperaturen på de opvarmede komponenter. Pyrometrenes positioner styres automatisk, så en høj produktkvalitet kan kombineres med hurtige omstillinger.
Fortsatte investeringer
Hos Kirchhoff er man overbevist om, at der er et stort potentiale i pressehærdning som produktionsteknik, og at endnu flere karosserikomponenter vil blive fremstillet på denne måde i fremtiden.
Teknikken skal forfines for at blive endnu mere effektiv, så man ved hjælp af denne teknik kan sikre større konkurrencefordele. Tendensen med voksende efterspørgsel er allerede mærkbar, og yderligere investeringer i pressehærdning kan derfor forventes.