10 år efter finanskrisen: Flertal har let ved at låne
Fredag er det 10 år siden, at Roskilde Bank blev erklæret insolvent og overtaget af staten. Det blev startskuddet til den danske bankkrise, der satte en stopper for mange virksomheder og privates muligheder for at låne penge i deres lokale bank.
Her et årti senere ser situationen væsentligt bedre ud. En rundspørge til 462 virksomheder i Dansk Industris virksomhedspanel viser, at 60 procent vurderer mulighederne og prisen for finansiering som god eller meget god.
Ifølge cheføkonom Morten Granzau Nielsen er det meget positivt, at virksomhedernes finansieringssituation over de seneste år løbende er blevet forbedret.
- Danske virksomheder skal have de bedste og nyeste maskiner. Det kræver finansiering. Derfor er det vigtigt, at flertallet af virksomhederne vurderer, at de kan hente penge til nye investering til en fornuftig pris, siger han, og tilføjer:
- Det vidner også om, at finanskrisen ikke længere spiller nogen rolle for flertallet af virksomhedernes finansieringssituation.
Små virksomheder har det sværere
Alt er dog ikke fryd og gammen. 14 procent af virksomhederne i DI’s rundspørge svarer, at deres muligheder og vilkår for at få adgang til finansiering er dårlige eller meget dårlige. Mest negative er de små virksomheder med under 50 ansatte.
Det understreger ifølge Morten Granzau Nielsen, at der fortsat skal arbejdes for at sikre, at de mindre virksomheder har adgang til ansvarlig kapital. Det kan gøre det lettere at få bankerne til at toppe op med lån.
- Det kan godt være, at de store og velkonsoliderede virksomheder har det let. Men situationen kan være en helt anden for den lille, lokale produktionsvirksomhed, der ikke lige så nemt får banken med ombord, når de ønsker at investere, siger han, og tilføjer:
- Skal vi have de mindre virksomheder med i front af den teknologiske udvikling, så skal de også have mulighed for at finansiere en ny maskine eller produktionshal, siger han.
Denne artikel er bragt i samarbejde med DI Business.